Sommerhuse koster i dag væsentligt mere pr. kvadratmeter end villaer og rækkehuse, og prisforskellen er vokset markant de seneste knap ti år.
Det viser en ny analyse fra Home baseret på tal fra Boligsiden, skriver ejendomsmæglerkæden i en pressemeddelelse.
På landsplan ligger prisen for sommerhuse nu på 24.582 kroner pr. kvadratmeter, mens villaer og rækkehuse i gennemsnit koster 19.024 kroner pr. kvadratmeter.
– Det er i begge tilfælde rekordhøje priser for villaerne og for sommerhusene. Det betyder, at sommerhusene i gennemsnit er 5.558 kroner – 29,2 procent dyrere – pr. kvadratmeter end helårshusene, siger Michael Dalsager, talsperson og senior kommunikationskonsulent i Home.
Ifølge Home er der tale om rekordhøje priser for begge boligtyper, men sommerhusene har trukket tydeligt fra siden 2017.
I marts 2017 var forskellen mellem sommerhuse og helårshuse på landsplan kun 893 kroner pr. kvadratmeter, hvilket svarede til knap 7 procent. Siden da er prisforskellen aldrig kommet tilbage på samme lave niveau, og i maj 2023 nåede forskellen et foreløbigt højdepunkt på 6.170 kroner pr. kvadratmeter, svarende til godt 37 procent.
Home peger på, at stigende efterspørgsel under coronatiden i 2020 og 2021 har haft stor betydning, da sommerhussalget i de år var historisk højt. Samtidig har det siden 2017 været muligt for pensionister at bo permanent i et sommerhus efter kun et års ejerskab, hvilket ifølge home har øget interessen og efterspørgslen.
Prisforskellen varierer dog kraftigt afhængigt af landsdel. Bornholm topper listen, hvor sommerhuse koster 144 procent mere pr. kvadratmeter end villaer. I Sydjylland og Vest- og Sydsjælland er sommerhuse også omkring dobbelt så dyre som helårshuse, med prisforskelle på henholdsvis 104 og 96 procent.
I den modsatte ende ligger København, hvor sommerhuse er 77 procent billigere pr. kvadratmeter end helårsboliger. Også i Københavns omegn og Østsjælland er sommerhuse billigere end villaer.
Ifølge Home skyldes de høje sommerhuspriser blandt andet, at sommerhuse ofte ligger tæt på vand og natur, som er attraktive beliggenheder for mange købere. Samtidig understreger Home, at danskerne fortsat har stor interesse for sommerhuse, og at salget i 2025 kun er overgået af coronaperioden.
– Sommerhuset sidder i hjertet hos flere danskere end før corona. Vi køber fortsat flere sommerhuse end tidligere. Salget i 2025 er kun overgået af coronaårene, siger Michael Dalsager
Ser man på den samlede pris for et hus, er villaer dog stadig dyrere, fordi de typisk er større. Et gennemsnitligt sommerhus på 80 kvadratmeter koster knap 1.967.000 kroner, mens en gennemsnitlig villa på 150 kvadratmeter koster cirka 2.855.000 kroner. Det giver en forskel på knap 888.000 kroner.
Home minder samtidig om, at sommerhuse som udgangspunkt kun må bruges til ferie og fritid, og at helårsbeboelse normalt er forbudt uden særlig tilladelse. Pensionister har dog mulighed for at bo permanent i deres fritidshus, hvis de har ejet det i mindst ét år.
Så meget koster villaen og fritidshuset i landsdelene
Landsdel |
Villa – kroner pr. kvadratmeter |
Fritid – kroner pr. kvadratmeter |
Fritid vs villa (procent) |
150 kvadrat-meter villa |
80 kvadrat-meter fritid |
| Bornholm | 10.589 | 25.817 | 144 | 1.588.313 | 2.065.393 |
| Sydjylland | 11.586 | 23.604 | 104 | 1.737.925 | 1.888.280 |
| Vest- og Sydsjælland | 12.091 | 23.656 | 96 | 1.813.588 | 1.892.480 |
| Fyn | 13.783 | 25.314 | 84 | 2.067.425 | 2.025.087 |
| Vestjylland | 10.165 | 18.577 | 83 | 1.524.700 | 1.486.173 |
| Nordjylland | 11.074 | 18.963 | 71 | 1.661.075 | 1.517.060 |
| Østjylland | 18.624 | 23.928 | 28 | 2.793.563 | 1.914.220 |
| Nordsjælland | 31.517 | 33.103 | 5 | 4.727.588 | 2.648.207 |
| Østsjælland | 27.887 | 22.464 | -19 | 4.183.013 | 1.797.100 |
| Københavns omegn | 41.775 | 24.293 | -42 | 6.266.225 | 1.943.413 |
| Byen København | 52.590 | 12.178 | -77 | 7.888.463 | 974.213 |
Kvadratmeterpris er udregnet som gennemsnit af de seneste 12 måneder, februar 25 til januar 26. Kilde: Boligsiden (data) og home (beregninger og analyse).























