Den fynske spacevirksomhed Spaceline sætter nu kursen mod nye højder med opførelsen af et helt nyt domicil på omkring 1.000 kvadratmeter i HCA Airports erhvervspark ved Odense.
Det nye hovedsæde skal danne ramme om en markant vækst, hvor virksomheden forventer at øge medarbejderstaben fra 15 til 100 inden udgangen af 2026.
Det oplyser lufthavnen i en presssemeddelelse.
Spaceline udvikler avancerede overvågningssystemer, der kombinerer data fra virksomhedens egne stratosfæriske balloner med satellit- og sensordata. Teknologien gør det muligt at overvåge alt fra øde landområder til truede økosystemer i næsten realtid – til en langt lavere pris end traditionel satellitteknologi.
– Økosystemet omkring HCA Airport og UAS Denmark samler nogle af de mest ambitiøse aktører inden for space-, drone- og forsvarsteknologi i Danmark, udtaler administrerende direktør Nicolai Iversen fra Spaceline.
– Vores nye domicil bliver ikke blot et administrativt hovedkontor, men et unikt center for udvikling, produktion og operation af avancerede stratosfæriske og space-baserede systemer, direkte her fra Odense. Så for os handler det ikke blot om at bygge m², men om at investere i et miljø, hvor samarbejde, innovation og vidensdeling driver fremtidens vækst
Ifølge administrerende direktør for HCA Airport, Hans Okholm Vejrup, er etableringen et klart bevis på, at lufthavnen har udviklet sig til et attraktivt miljø for virksomheder inden for droner, forsvar og rumteknologi.
– Spacelines succes viser, at synergierne mellem drone- og spaceindustrien er betydelige, og at de faciliteter og den viden, vi tilbyder her, også er yderst relevante for rumfartsindustrien, udtaler han.
Spacelines domicil kommer til at ligge i HCA Airports nye del af erhvervsparken på fire hektar. Den nye del af erhvervsparken blev etableret i begyndelsen af 2025 og er med udlejningen til Spaceline allerede fuldt udlejet.























