Himmerland Boligforening bygger 24 nye boliger på Fenris Allé i Godthåb.
Himmerland Boligforening bygger 24 nye boliger på Fenris Allé i Godthåb.
AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Aalborgs borgmester Lasse Frimand Jensen (S) tager onsdag den 5. februar 2025 første spadestik til Brøndum Gård, der er Himmerland Boligforenings nyeste afdeling under opførelse på Fenris Allé i den nordvestlige del af Godthåb.

Det oplyser boligforeningen i en pressemeddelelse.

– Den nye afdeling, der består af 24 treværelses boliger på 96 kvadratmeter hver, får hjemme ganske tæt på den industrihistoriske perle Zincks Fabrikker og med tæt tilknytning til den fine natur omkring Guldbækken, udtaler direktør Ole Nielsen, Himmerland Boligforening.

Med etableringen af den nye afdeling vokser Himmerland Boligforenings boligantal i Svenstrup og Godthåb til cirka 650 – det største i nogen almen boligforening i denne del af Storaalborg.

Læs også: Kjøller Ejendomme bygger boliger i Svenstrup

Projektet er udviklet sammen med ingeniørfirmaet NorConsult og landskabsarkitekterne By+Land og har Jorton som totalentreprenør.

– Som et vigtigt led i projektet bliver der etableret et lokalt anlæg til afledning af regnvand. Dette anlæg betjener et stort område i Svenstrup og i det hele taget er der meget fokus på biodiversitet og miljøhensyn, for træ spiller en central rolle i selve byggeriet og tagene bliver forberedt til solceller, siger Ole Nielsen.

De 24 boliger indrettes i to længer på to etager hver. De to bygninger indrammer et internt fællesareal, og der bliver indgang til boligerne fra gårdrummet, hvor den enkelte bolig også har private udearealer.

Navnet Brøndum Gård er en hyldest til den tidligere Himmerland Boligforening-beboerdemokrat Palle Brøndum, hvis gård var placeret i området, hvor den nye bebyggelse opføres.

De kommende lejligheder i Brøndum Gård i Godthåb forventes at stå klare til indflytning sidst på året.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling