Det fjerde generiske byggeri i Taulov Dry Port er 32.000 kvadratmeter og opføres med syv haller á en størrelse på mellem 3.700-5.300 kvadratmeter. Foto: ADP.
Det fjerde generiske byggeri i Taulov Dry Port er 32.000 kvadratmeter og opføres med syv haller á en størrelse på mellem 3.700-5.300 kvadratmeter. Foto: ADP.

Entreprenørvirksomheden C.C. Contractor har taget første spadestik til endnu et stort lager- og logistikbyggeri i Taulov Dry Port i Fredericia.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra ADP, som står bag udviklingen af logistikområdet i samarbejde med PFA Pension.

Det nye byggeri bliver på 32.000 kvadratmeter og markerer den fjerde generiske bygning i området.

Den nye bygning bliver opført med syv lagerhaller på mellem 3.700 og 5.300 kvadratmeter. Byggeriet skal certificeres efter bæredygtighedsstandarden BREEAM Excellence og forberedes til installation af solceller.

Ifølge Taulov Dry Port er interessen for de nye faciliteter allerede stor. De eksisterende 300.000 kvadratmeter i området er fuldt udlejet, og virksomheden oplever fortsat høj efterspørgsel efter moderne lager- og logistikfaciliteter centralt i Danmark.

– Vi er placeret i hjertet af det danske logistiklandskab, og vi har bygget et produkt, som markedet efterspørger, udtaler Christian Herskind, bestyrelsesformand i Taulov Dry Port.

Udbygningen er en del af den sidste udvikling i første fase af Taulov Dry Port. Næste skridt bliver blandt andet etableringen af et servicecenter til tung transport. Samtidig arbejdes der allerede med fase to af området, hvor der er planer om yderligere cirka 220.000 kvadratmeter byggeri fra slutningen af 2026.

PFA Pension vurderer, at efterspørgslen på logistikbyggeri i området fortsat vil være stærk i de kommende år.

– Siden vi gik ind i Taulov Dry Port sammen med ADP, har investeringen bekræftet, at efterspørgslen på moderne logistikfaciliteter centralt i Danmark er reel og vedvarende, udtaler Peter Morgan, ejendomschef i PFA Pension.

Fra 1. juni 2026 overtager Kim Langkjær Fuglsang posten som administrerende direktør for Taulov Dry Port og skal stå i spidsen for den videre udvikling af området.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev