Spaden i jorden til dansktegnet stadion i Malmø

Det første spadestik er taget til et nyt stadion, der er tegnet af C.F. Møller Architects. Det får plads til 8.000 tilskuere.

Nyt stadion i Malmø. Illustration: C.F. Møller Architects.
Nyt stadion i Malmø. Illustration: C.F. Møller Architects.

Byggeriet af Malmös nye stadion er officielt gået i gang, oplyser C.F. Møller Architects i en pressemeddelelse.

Det nye stadion får plads til 8.000 tilskuere og opføres på grunden, hvor det nuværende stadion har ligget, siden Sverige var vært for VM i fodbold i 1958.

Stadionet skal først og fremmest bruges til fodbold og atletik, men ambitionerne rækker længere end kampdage.

Anlægget skal også være tilgængeligt for idrætsforeninger, studerende, skoler og andre brugere og samtidig fungere som en del af bylivet.

Annonce Annonce for arrangement hos Nohrcon

Arkitekturen bliver markant anderledes end et traditionelt stadion. C.F. Møller Architects har sammen med Elding Oscarson og DIFK tegnet en lav, transparent og skulpturel bygning, hvor stueetagen blandt andet får foyerer, løbebaner og områder til midlertidige aktiviteter.

Nyt stadion i Malmø. Illustration: C.F. Møller Architects.
Nyt stadion i Malmø. Illustration: C.F. Møller Architects.

– Vores ambition er at skabe en ikonisk bygning for sporten i Malmö, men også et åbent og imødekommende sted, hvor sport, hverdagsliv og fællesskab mødes, udtaler Mårten Leringe, arkitekt og partner hos C.F. Møller Architects.

– En bygning, der bliver en naturlig del af Malmö i mange år fremover.

Byggeriet er samtidig tænkt med fokus på klima og fremtidige ændringer.

De nederste dele opføres i beton, mens de øvre niveauer udføres i træ, så stadionet senere kan udvides.

Materialer fra det eksisterende stadion skal genbruges, mens solceller, regnvandsopsamling og klimaoptimerede materialer skal begrænse miljøpåvirkningen.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev