Sparekasse køber markant bygning i Randers

Sparekassen Kronjylland har købt en markant ejendom på Tronholmen i Randers til en værdi på knap 100 millioner kroner.

Sparekassen Kronjylland er en af de største virksomheder i Randers, og på grund af vækst har sparekassen brug for mere plads i den by, hvor den blev grundlagt helt tilbage i 1829.

Derfor har sparekassen netop købt kontorejendommen på Tronholmen 3, der er nabo til sparekassens hovedsæde.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

– Flere kunder og flere afdelinger betyder også behov for flere medarbejdere bagved til at støtte rådgiverne i deres arbejde. Der er ved at være fyldt op både på hovedsædet og vores kontorbygning i Hammel. Derfor er købet en fremtidssikring, så vi har plads til at fortsætte vores vækst, fortæller Allan Westmann Hjæresen, der er områdedirektør for Økonomi, Risikoanalyse & Facility.

Cirka 300 af Sparekassen medarbejdere har allerede i dag arbejdsplads i Randers, og fremover vil der altså være endnu flere.

Sparekassen er i dialog med kommunen og byrådet om parkeringsfaciliteter.

– Parkering er en udfordring i området, og det vil vi naturligvis forsøge at løse. Der har vi allerede haft nogle gode snakke med kommunen om at kunne købe nogle af de nærliggende områder, udtaler Allan Westmann Hjæresen.

I dag rummer Tronholmen 3 blandt andet læger, jurister og revisorer, og det vil den også gøre fremover. Sparekassen Kronjylland overtager officielt ejendommen den 1. juli næste år.

Aktuelt ejes ejendommen af Jan Dahl Jensen. Prisen på handlen oplyses ikke, men i det seneste regnskab fra selskabet bag ejendommen, er den bogført til en værdi på 92,5 millioner kroner.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling