Der er usædvanlig stor enighed blandt de københavnske spidskandidater om byens boligproblemer, lyder det i en pressemeddelelse fra Lejernes Landsorganisation Hovedstaden (LLO Hovedstaden).
En ny vælgerguide fra LLO Hovedstaden viser, at alle 11 kandidater peger på de samme udfordringer for lejere og boligsøgende.
Undersøgelsen viser, at kandidaterne uanset politisk tilhørsforhold deler bekymringen over, at næsten alle 15.000 nybyggede boliger siden sidste kommunalvalg er dyre, private lejeboliger. De mener også, at ventetiden ved huslejenævnene skal ned, og at indsatsen mod skimmelsvamp skal styrkes.
– Svarene i vælgerguiden er en overraskelse og viser, hvor meget forholdene for byens borgere og lejere er ved at spinne ud af kontrol. Det bliver meget afgørende for byen, om politikerne efter valget også kan finde sammen om de store løsninger, udtaler direktør i LLO Hovedstaden, Claus Højte.
Et flertal bestående af Enhedslisten, SF, Alternativet, Socialdemokratiet og De Radikale går nu ind for et huslejeloft i nyere lejeboliger. Socialdemokratiets overborgmesterkandidat Pernille Rosenkrantz-Theil bakker op om forslaget, som skal dæmpe de seneste års markante huslejestigninger.
Hos LLO glæder formand Helene Toxværd sig over udmeldingerne, men efterlyser politisk handling
– I de store byer presses brandfolk, butiksansatte, rengøringsansatte og pædagoger ud af byen i samme takt, som boligpriserne og huslejerne stiger. Hvis spidskandidaterne mener det alvorligt, skal de gå til deres partifæller på Christiansborg umiddelbart efter kommunalvalget og få dem til at sætte handling bag ordene, udtaler hun.
Samtidig er der bred enighed om at stramme grebet om ulovlig Airbnb-udlejning og håndhæve bopælspligten.
– Der fuskes i stor og mindre stil med udlejning af boliger i København, desværre helt uden konsekvenser. Det dræner boligmarkedet og er med til at presse priserne for byens borgere op. Og så stjæler det kunder fra hotellerne, siger Claus Højte.
Alle 11 spidskandidater mødes mandag aften i Politikens Hus til debat om fremtidens boligpolitik i København. Debatten modereres af Niels Krause-Kjær og arrangeres af LLO Hovedstaden, ABF, EjendomDanmark og Danmarks Almene Boliger.























