
Et nyt spildevandsrør med et lavere CO2-aftryk bliver nu afprøvet i et boligprojekt i Tingbjerg i København.
I et byggefelt med cirka 12-14 nye rækkehuse anvendes Wavins Green Connect 2000 for første gang i Danmark i et større byggeri.
Det oplyser Wavin i en pressemeddelelse.
Rørene skal bruges til både regn- og spildevand og er valgt, fordi de er mere robuste end traditionelle løsninger.
– Historisk set er vores branche kendt for at være konservativ, når det gælder anvendelsen af bestemte typer rør, udtaler Thomas Høst-Madsen, produktchef hos Wavin.
– Farver og standarder betyder noget, fordi de skaber genkendelighed og tryghed. Green Connect-porteføljen leveres i farven grøn, hvilket er nyt inden for infrastrukturprojekter, men Wavin har allerede modtaget flere tilkendegivelser fra forsyninger om, at den grønne farve accepteres i regn- og spildevandssystemer.
Projektet gennemføres med NREP som bygherre, HusCompagniet som totalentreprenør og Munck Havne & Anlæg som hovedentreprenør på byggemodningen. Niras er teknisk rådgiver, mens Hofor skal overtage drift og ejerskab af ledningsanlægget.
Rørene er grønne og produceret efter en standard, som endnu ikke er udbredt i Danmark.
– Rørene har været anvendt i Tyskland i mere end 20 år og er lagt i kilometervis. Den erfaring har givet os et solidt grundlag for at tage dialogen med danske forsyninger og entreprenører, udtaler Jonas Nielsen, salgskonsulent i Wavin.
Ifølge Wavin er klimaaftrykket lavere end ved traditionelle spildevandsrør. Erfaringerne fra pilotprojektet skal bruges som grundlag for en forventet lancering på det danske marked i 2026.






















