
Selvom byrådet i Aarhus godkendte lokalplanen i foråret 2025, er byggegrunden på hjørnet af Randersvej og Bøgegade stadig et tilgroet område uden tegn på byggeaktivitet.
Det skriver Århus Stiftstidende.
Ifølge bygherren Pilea Estate skyldes forsinkelsen, at arbejdet med byggetilladelsen, vejprojektet og en række tekniske forhold har trukket ud.
Den oprindelige lokalplan blev desuden ophævet efter en naboklage, før en ny plan blev vedtaget i 2025.
Direktør Daniel Høj oplyser samtidig, at selskabet ikke har haft travlt med at få byggetilladelsen på plads, fordi tidspunktet også skulle passe til boligmarkedet. Nu forventer han, at tilladelsen falder på plads efter sommerferien.
– Timingen har også skullet passe med markedet, men Aarhus er på vej mod et underudbud af boliger, så det er vist ved at være fint, hvis vi får bygget noget, siger Daniel Høj til Århus Stiftstidende.
Hvis det sker, kan byggeriet af omkring 70 boliger i et nybyggeri i tre-fem etager begynde. Opførelsen ventes at tage op mod to år, og de nye boliger skal efter planen stå færdige i 2028.
Projektet er tegnet af Luplau & Poulsen. Grunden strækker sig over 4.120 kvadratmeter, og lokalplanen giver mulighed for knap 6.200 kvadratmeter boligbyggeri. Lokalplanen stiller krav om, at en del af boligerne i området skal være familieegnede boliger med et bruttoetageareal på mindst 100 kvadratmeter.
Stueetagen i en del af området må anvendes til kontor- og serviceerhverv.






















