I forhold til sidste år er andelen af tomme private lejeboliger faldet med 1,6 procentpoint. Det viser en ny analyse fra EjendomDanmark. Tomgangen er nu er helt nede på 3,2 procent, hvilket er lavere end gennemsnittet fra 2000-2022, skriver EjendomDanmark i en pressemeddelelse.
– I samme periode er der kommet mange nye boliger til, og det kan vi jo se, at der har været et stort behov for. Vi står netop nu også i en situation, hvor både stigende rente og inflation påvirker danskernes privatøkonomi. På trods af usikkerheden bør der fortsat planlægges nye lejeboliger, da et større boligudbud kan sikre en god bolig til os alle i nærheden af, hvor man gerne vil bo, udtaler Morten Marott Larsen, underdirektør i EjendomDanmark.
Det er særligt i hovedstaden, at der er er få tomme boliger. Regionen har således en tomgang på 2,5 procent, og den er faldet 2,1 procentpoint siden sidste år.
– Der er fortsat flere, som gerne vil bo i København. Vores hovedstad er jo en dejlig by. Det er bare vigtigt, at der er boliger nok til alle. Derfor skal der for eksempel også styr på byggesagsbehandlingen i Københavns Kommune, så det ikke er bureaukrati, der er hæmskoen for udvikling,” siger Morten Marott Larsen.
I centrum af København er tomgangen for boliger faldet 1 procentpoint siden sidste kvartal. Aktuelt ligger den på 4,8 procent, viser opgørelsen fra EjendomDanmark.
Ifølge Morten Marott Larsen viser det, at vi også her og nu har en stor søgning mod lejeboliger i hovedstaden.
– Der er ganske givet en gruppe københavnere, der udnytter lejeboligens indbyggede fleksibilitet til at få en god bolig centralt i byen, mens det er svært og risikabelt at komme ind på ejerboligmarkedet. Det er netop ved det gode samspil mellem de forskellige boligtyper, at vi får et mangfoldigt boligmarked – også i hovedstaden, forklarer han.
Tomgangen i Aarhus, Odense og Aalborg ligger på henholdsvis 4,5 procent, 3 procent og 5,9 procent. På regionalt niveau har Nordjylland den højeste tomgang på 6,2 procent, fremgår det af analysen fra EjendomDanmark.