
Moderniseringen af Odense Stadion rykker nu et skridt nærmere.
Odense Kommune sender både totalrådgivning og hovedentreprise i udbud, og målet er klart: I 2028 skal stadion leve op til kravene fra både Det Internationale Fodboldforbund og Divisionsforeningen.
Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Planen indebærer lukkede hjørner, overdækkede tribuner på samtlige pladser samt markant flere toiletter og boder til mad og drikke.
Trods byggearbejdet skal det fortsat være muligt at spille fodbold på stadion, og det kræver en særlig planlægning.
– Projektet har en stram deadline, så stadion lever op til kravene i 2028, og arbejdet skal passes ind, så der også kan spilles fodbold undervejs, udtaler Martin Petersen, afdelingschef for Kultur og Fritid.
– Det er en kompleks opgave. Derfor er udbuddet også udformet på en måde, så vi fra starten kan få de relevante parter med i planlægningen af, hvordan arbejdet bedst tilrettelægges, så vi kommer i mål indenfor tidsplan og budget.
Tilskuerkapaciteten nedjusteres

Forud for udbuddet er der gennemført analyser og workshops med brugerne af stadion.
De mere detaljerede forundersøgelser betyder, at den forventede udvidelse af tilskuerkapaciteten justeres fra omkring 1.500 til cirka 1.000 ekstra pladser.
Dermed får det nyrenoverede stadion plads til omkring 16.300 tilskuere. Det endelige tal afhænger blandt andet af en kommende brandstrategi.
– Det er naturligvis godt med en udvidet kapacitet, men først og fremmest handler moderniseringen om at leve op til kravene for et moderne fodboldstadion og tilbyde publikum bedre faciliteter, siger Martin Petersen.
– Det er helt naturligt, at der vil komme tilretninger i projektet, jo mere detaljerede planerne bliver, og omkring sommerferien næste år vil vi være endnu klogere på, hvordan det moderniserede stadion helt nøjagtigt kommer til at se ud.
Opgaven udbydes med en tilkøbsliste, der giver mulighed for yderligere forbedringer, hvis budgettet tillader det. Hos Odense Sport og Event følger man udviklingen tæt.
– Vi glæder os naturligvis til at kunne invitere OB’s mange fans ind på et moderniseret stadion i 2028, og vi er sikre på, at de vil komme til at skabe en rigtig heksekedel, siger Enrico Augustinus, administrerende direktør i Odense Sport & Event.
Moderniseringen forventes samlet at koste 210 millioner kroner, og arbejdet ventes at gå i gang i anden halvdel af 2026.






















