Stadsarkitekt: Transformationer skaber fremtidens Aarhus

Aarhus er inde i en rivende udvikling, og byen rummer et potentiale for transformation, lyder det fra stadsarkitekt Anne Mette Boye.

Aarhus har gennem en årrække haft vokseværk, og det fortsatte i 2024. Byen er inde i en rivende udvikling, hvor store byomdannelsesprojekter præger byens landskab og skaber nye muligheder for både borgere og erhvervsliv.

Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Building Green, der i denne uge sætter spot på byens udvikling i Aarhus Congress Center.

Et centralt eksempel er Universitetsbyen, hvor det tidligere kommunehospital siden 2019 er blevet omdannet til en moderne campus. Projektet, der står færdigt i sommeren 2025, kombinerer bæredygtige løsninger med bevaring af de historiske bygninger.

Et andet markant projekt er det tidligere amtssygehus, som i 2030 bliver til en ny bydel med plads til cirka 2.500 beboere – midt i Aarhus.

– Aarhus rummer et potentiale for transformation. Hvert bykvarter har sine præmisser og muligheder. Forståelsen for stederne og kvalitet i både bygninger og udearealer er nøglen til at lykkes, fortæller Anne Mette Boye, som er stadsarkitekt i Aarhus Kommune.

– Også parcelhusområderne og oplandsbyerne rummer muligheder, vi skal drøfte ind i en transformationsdagsorden, siger hun.

Viden og erfaringer på tværs

Det tidligere kommunehospital i Aarhus er siden 2019 blevet omdannet til en moderne campus, Universitetsbyen. Projektet forventes færdigt i sommeren 2025. Visualisering: Aart.
Det tidligere kommunehospital i Aarhus er siden 2019 blevet omdannet til en moderne campus, Universitetsbyen. Projektet forventes færdigt i sommeren 2025. Visualisering: Aart.

Ifølge Lisbet Fibiger, programleder i foreningen Byens Netværk, er det afgørende at samle viden og erfaringer på tværs af faglighedgrupper for at sikre klog og fremtidssikret byudvikling.

– Det er afgørende, at vi mødes på tværs og får sat fokus på, hvordan vi bedst udnytter potentialet i byerne, herunder Aarhus. Arbejdet med transformation kræver en anden form for samarbejde, mener hun.

Som moderator på debatten “Hvordan genbruger vi byen?” på Building Green den 9. april vil Lisbet Fibiger lede en dialog mellem Anne Mette Boye, Carsten Raundahl fra Raundahl & Moesby samt Anne Sofie Okkels fra Aart Arkitekter om Aarhus’ muligheder for at genbruge sig selv i stor skala. Eksempler som det gamle Amtssygehus og Universitetsbyen vil blive trukket frem.

– Der er god grund til optimisme, også når vi kigger på den unge generation. Uddannelsesinstitutionerne arbejder i øjeblikket på at forny deres fagområder, så de bliver mere nysgerrige og fleksible i forhold til fremtidens måder at bygge på. Der er generelt et større fokus på, hvordan vi kan udvikle med helheden for øje, afslutter Lisbet Fibiger.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling