Fra juli 2025 skærpes klimakravene i bygningsreglementet BR18. Det vil påvirke både materialevalg og byggeprocesser, lyder det i en pressemeddelelse fra Stark.
Ifølge Starks bæredygtighedschef, Kristian Fribo, vil der fremover være større fokus på at bevare og renovere bygninger frem for at rive ned og bygge nyt.
– Vi kommer til at se en udvikling på de traditionelle byggematerialer, som mange allerede er godt i gang med at optimere, udtaler Kristian Fribo.
– Producenterne gør alt, hvad de kan for at reducere CO2-belastningen ved produktionen. Derfor er det ikke sikkert, at vi kommer til at se helt nye og ukendte materialer overtage markedet, snarere traditionelle materialer i forbedrede udgaver, udtaler Kristian Fribo.
Håndværkere skal tilpasse sig nye løsninger og forholde sig aktivt til klimaaftrykket i materialevalg.
– Håndværkerne skal vænne sig til at arbejde med flere forskellige produkter og løsninger for at få klimaregnskabet til at gå op. Vi kommer til at bruge flere genbrugsmaterialer og se nye typer af materialer indenfor isolering, gipsplader, vinduer, mørtel, mursten med flere, fastslår Kristian Fribo.
Affald på byggepladsen bliver den 1. juli også en del af byggeriernes klimaregnskaber. Affald bliver en væsentlig faktor, hvor klimaregnskabet hurtigt kan løbe løbsk. Kristian Fribo forudser derfor, at der vil komme øget fokus på præcise materialemål, som reducerer spild. Det kan for eksempel føre til større udvalg af gipsplader i flere størrelser.