Hvis vi ønsker at give de unge en chance for at komme ind på ejerboligmarkedet – især i de store byer – kræver det handling fra både politikernes og fra bankernes side. Som det er lige nu, har de færdigtuddannede unge, der ikke går direkte ud og får deciderede toplønninger eller har penge med hjemmefra, simpelthen ikke en chance. Og det er ikke godt for vores byer, og det er ikke godt for vores samfund.
Allerede imens de unge studerer, oplever en stor del af dem mangel på ungdomsboliger, ikke mindst den type, som kan betales, når man er på S.U.
Som boligmarkedet udvikler sig i øjeblikket, kan de højst drømme om et lille udlejningsværelse. En tilgængelig lejlighed i København koster i dag let 15.000-25.000 kroner om måneden. Det betyder, at en sådan lejlighed er uden for rækkevidde for studerende, medmindre de etablerer sig i et alternativt lejemarked. Her slår de sig sammen og danner bofællesskaber med et værelse til hver og måske fælles stue. På den måde kan de til sammen lige dække boligudgiften med deres S.U.
Når de samme unge mennesker har gjort deres uddannelse færdig og gerne vil videre i egen bolig og stifte familie, så står de i en ny umulig situation, hvor deres eneste reelle valg i manges tilfælde fortsat er en lejebolig med meget høj husleje. Aldrig har så mange i København boet til leje, og ofte er unges boligbyrde i hovedstaden over 50 procent af deres indkomst. Samtidig er det umuligt for dem at spare op til en ejerbolig. Og de har slet ikke råd til at få de børn, som de ønsker, og som samfundet desperat har brug for.
Det sker på trods af et bredt funderet politisk ønske om, at folk skal eje deres bolig. Vi er endt i denne situation på grund af den store ubalance mellem udbuddet af og efterspørgslen efter ejerboliger.
Denne ubalance blev især mærkbar efter 2011. På det tidspunkt faldt udviklingen af ejerboliger, da der blev indført moms på salg af nybyggede ejendomme, hvis de blev solgt inden for fem år. Hvis denne momsregel blev fjernet, ville det igen blive mere attraktivt og billigere at bygge ejerboliger frem for lejeboliger, med andre ord – vi ville få det større udbud, som efterlyses.
Samtidig må der gøres op med den helt urimelige lånepolitik, som der aktuelt føres, og som særligt rammer unge mennesker, der skal etablere sig.
Hvis et ungt par gerne vil købe en bolig til for eksempel fire millioner kroner – det får du ikke mange kvadratmeter for i København – så skal de selv lægge minimum fem procent i udbetaling. Det svarer til 200.000 kroner Samtidig forlanger banken, at man har et rådighedsbeløb på 12.000-15.000 kroner om måneden. Herudover kan en single eller et par maksimalt låne, hvad der svarer til godt fire gange bruttoindkomsten i husstanden.
Hvis der skal spares op til den nævnte udbetaling, så skal der lægges mindst 8.000 kroner til side om måneden. Det er 96.000 kroner om året og så er opsparingen knap 200.000 kroner på to år. Problemet er så bare, at en lejlighed, der kostede fire millioner kroner, da opsparingen blev påbegyndt, efter to år er steget forholdsvis meget mere, så de 200.000 kroner ikke længere er nok.
Skal man som ung overhovedet følge med i denne udvikling, så skal man som nævnt være blandt de absolut højest lønnede. Politi- og brandfolk, sygeplejerskerne, sosu’erne, lærerne og pædagogerne, servicemedarbejderne, de ansatte i butikkerne – alle dem, der servicerer vores samfund bliver hægtet af fra starten. Det kan vi som samfund ikke være bekendt.
Særligt de unge stilles over for meget store krav til finansieringen af en bolig. Det er godt, at man sikrer sig, at de unge mennesker er økonomiske solide, men det er gået for vidt. Det er helt forkert, at man i dag siger nej til at låne penge til unge familier, der har et helt liv til at betale tilbage.
Der er flere måder at komme omkring problemet. Bankerne kan lempe deres lånepolitik for unge under 35 år. Det er ikke noget urimeligt krav, når bankerne år efter år leverer rekordstore milliardoverskud.
Den anden løsning er, at staten går ind og holder hånden under de unge. Det er i samfundets interesse, at staten kan styre boligfinansieringen og sikre et retfærdigt og tilgængeligt boligmarked, frem for at det er bankerne, der jo først og fremmest tænker på deres aktionærer.
En sådan løsning ville være en vigtig brik i et mere retfærdigt og velfungerende dansk ejerboligmarked.
