
Statens ejendomsselskab Freja Ejendomme har sat en investeringsejendom på Pontoppidanstræde 103 i Aalborg Campus til salg for 17 millioner kroner, fremgår det af en pressemeddelelse.
Den 1.761 kvadratmeter store ejendom er udlejet til Aalborg Universitet fra den 1. september 2026 på en 5-årig uopsigelig lejekontrakt og skal bruges til studie- og undervisningsfaciliteter for universitetets tekniske og ingeniørfaglige uddannelser.
Ejendommen er opført i 1982 og rummer undervisningslokaler og kontorer. De lyse lokaler og den fleksible indretning gør den samtidig attraktiv som et fremtidigt kontordomicil.
Samtidig har Freja Ejendomme en anden markant investeringsejendom til salg i Aalborg Campus på Fredrik Bajers Vej 3B for 46,25 millioner kroner.

Den 3.364 kvadratmeter store laboratorieejendom bliver fra september 2026 udlejet til Aalborg Universitets nye initiativ AAU Innovate, som skal stille laboratoriefaciliteter til rådighed for projekter, iværksættere og virksomheder. Ejendommen sælges med en uopsigelig lejekontrakt på 6,5 år.
– De to ejendomme adskiller sig fra hinanden, idet Frederik Bajers Vej 3B er en specialejendom indrettet til meget specifikke laboratoriemuligheder – en type ejendom, som er særdeles efterspurgt og en mangelvare overalt i Danmark, udtaler Per Kondrup, salgschef i Freja Ejendomme.
– Pontoppidanstræde 103 er til gengæld en klassisk og meget attraktiv kontorejendom, som vil kunne anvendes til stort set alle kontorformål i fremtiden.
Salgene af begge ejendomme er lagt i hænderne på Nordicals i Aalborg.





















