Danskere og særligt aarhusianere med interesse for byudvikling har i spænding ventet på den, og nu er den her.
Udviklerne bag Pier 3 er efter en lang proces klar med forslaget til, hvordan den sidste
brik på Aarhus Ø skal udvikles.
Den tidligere færgeterminal skal omdannes til et grønt, levende bykvarter inspireret af den aarhusianske midtby og de klassiske karrébyer som Trøjborg og Frederiksbjerg.
Udviklingsplanen bliver snart præsenteret for Magistraten og sigter mod at skabe en ny bydel med høj livskvalitet, hvor boliger, butikker og erhverv blandes side om side – men med en helt anden stemning end den arkitektoniske Pier 4. Her skal det føles som et rigtigt gadekvarter.
Udviklerholdet, som gennem det seneste år har arbejdet med planen, består af Kilden & Hindby, Bricks, AP Pension, Heartland og Voluntas. Derudover er et hold af arkitekt-, ingeniør- og rådgivningsvirksomheder tilknyttet: Sleth, Cobe, BRIQ, Niras og Artelia.
– Vi er begejstrede for at kunne præsentere dette forslag til et nyt midtbykvarter i Aarhus. Det bliver en grøn og levende bydel, som samtidig tilbyder et nyt område, tusinder af aarhusianere i fremtiden vil holde af at være i, siger Rune Kilden fra Kilden & Hindby.
Nyfortolkning af den klassiske karréby
Udviklingsholdet bag vil skabe en bydel med grønne gårdrum, intime gader og en handelsgade med lave bygninger langs Bernhardt Jensens Boulevard.
Den oprindelige ramme tillod 180.000 etagemeter byggeri, men planen lægger nu op til 158.000 kvadratmeter, hvoraf cirka 30.000 kvadratmeter vil være erhverv.
– Vi vil gerne have en masse erhverv, der er udadvendt. Engang var Ryesgade spækket med specialbutikker, men sådan er en tur nedad Strøget ikke længere. Så er det en helt anden oplevelse at bevæge sig rundt i Latinerkvarteret. Den samme stemning vil vi gerne skabe rum og gader til på Pier 3, siger Martin Busk fra Bricks.
Grønne og blå byrum er i centrum. En ny park – lige så stor som Steen Billes Torv – skal ligge i hjertet af kvarteret, og der kommer både grønne gader, gårdrum og blå elementer langs kajen. Området ved Bassin 5 forbindes med en ny bypark på Pier 2, hvor Dome of Visions i dag ligger.
Byparken på Pier 2 kan, inklusive rummet omkring Navitas og Bestsellerbygningen, få en størrelse, der svarer til det dobbelte af Skanseparken. Der arbejdes også på at bygge broer over bassinerne for at binde hele bydelen bedre sammen.
Det populære Pakhus 77 får lov at blive i første omgang og kan fremover bruges til sport, events eller måske som nyt hjem for et Naturhistorisk Museum. Også det gamle lodstårn og lodsvig skal gøres til et levende område med bademuligheder og caféstemning ved vandet.
Et klimabevidst bykvarter
Bæredygtighed spiller en nøglerolle. Planen kommer med en klimastrategi, der fokuserer på lavere CO2-aftryk, genbrug af byggematerialer og mere biodiversitet. Et foreslået Klimaboard skal holde styr på, at det hele bliver til virkelighed. Derudover er et nyt Vandets Hus i støbeskeen – en blå attraktion med både forskningsmiljø og oplevelser, hvor blandt andre Grundfos er med som drivkraft.
Planen er blevet til gennem tæt samarbejde mellem kommunen, investorer og rådgivere og bygger på input fra borgerne – både gennem fællesråd, workshops og en stor digital borgerundersøgelse med over 5.500 deltagere. Borgernes idéer har sat tydelige spor i udviklingen, blandt andet med mere grønt, lavere bygninger og bevaring af kanalen langs Bernhardt Jensens Boulevard.
Planen er nu sendt videre til magistraten og derefter til byrådet, hvor det skal besluttes, om forslaget skal sendes i offentlig høring.