Den jyske entreprenør- og projektudviklingsvirksomhed Stender er tæt på at købe en 15.000 kvadratmeter stor grund i Nordsjælland.
Planen er at opføre et moderne food stop med fastfood-restaurant, lynladestationer og faciliteter til børnefamilier.
Det skriver Helsingør Dagblad ifølge Building Supply.
– Vi har kigget på stedet i længere tid og har allerede udvekslet tegninger og redegørelser med kommunen. Når lokalplanen er klar – som forventet i slutningen af første kvartal 2026 – går vi i gang med projektet, siger Allan Egeris Arentsen, direktør i Stender Entreprise, til avisen.
Grunden på Hørsholmvej 27 ligger ved krydset mellem Hørsholmvej og Fredensborgvej tæt på Helsingørmotorvejen ved afkørslen Humlebæk. I dag ejes grunden af Nybo Planteskole og Havecenter.
Projektet kræver politisk godkendelse af en lokalplan, men forventes at kunne gå i gang i slutningen af første kvartal 2026.
Stender har tidligere stået bag lignende projekter, blandt andet Greve Food Stop, hvor Burger King og KFC er blandt lejerne. Hvilken fastfood-kæde der kommer til Nordsjælland, er endnu ikke offentliggjort.
Konceptet for den kommende lynladepark er udarbejdet af Norlys i samarbejde med arkitektfirmaet Adept. Det vurderes, at der kan etableres omkring 45-50 lynladestandere.






















