Ejendomskoncernen Stensdal Group leverede i regnskabsåret 2024/25 et resultat, er i en pressemeddelelse samlet set betegnes som tilfredsstillende.
Året var ifølge Stensdal Group præget af investeringer og strategiske prioriteringer. Omsætningen endte på cirka 397 millioner kroner med knap 152 millioner kroner året før.
Resultatet før skat landede på knap 40 millioner kroner mod næsten 75 millioner kroner i 2023/24, mens overskuddet efter skat lød på cirka 35 millioner kroner mod knap 57 millioner kroner året før.
– Vi har haft et år, hvor vi bevidst har prioriteret langsigtede valg og investeringer frem for kortsigtede resultater. Der er derfor en særdeles interessant underliggende fremdrift i vores udviklingsprojekter, men dette afspejles ikke i regnskabet, da disse er optaget til kostpris, udtaler administrerende direktør Søren Stensdal.
– Regnskabet afspejler overordnet set en sund og ansvarlig forretning, som står solidt rustet til den videre udvikling og indfrielse af de strategiske ambitioner om at vækste vores aktiviteter indenfor bolig og erhverv.
Ejendomsportefølje til knap 2 milliarder kroner
Koncernens ejendomsinvesteringer gav i regnskabsåret et resultat før skat på 78 millioner kroner. Det er en smule lavere end året før, hvor resultatet var 80 millioner kroner.
Koncernens samlede balance udgjorde per 30. september 2025 i alt 1,82 milliarder kroner mod 1,93 milliarder kroner året før.
Værdien af koncernens investeringsejendomme er steget til 1,88 milliarder kroner fra 1,79 milliarder kroner året før. Det svarer til en samlet stigning på 92 millioner kroner, hvoraf 142 millioner kroner stammer fra direkte investeringer i nye eller eksisterende ejendomme.
Koncernens egenkapital udgør cirka 893 millioner kroner, hvilket ifølge selskabet vidner om en solid finansiel position og et robust grundlag for den videre udvikling af ejendomsporteføljen og de øvrige forretningsområder.
Udviklingen i året hænger tæt sammen med et bevidst strategisk fokus på modernisering og energioptimering af den eksisterende ejendomsportefølje, fremdrift i flere større bolig- og erhvervsprojekter samt fortsatte investeringer i koncernens private kapitalaktiviteter.
Ejendomsaktiviteterne har samlet set givet et tilfredsstillende bidrag til resultatet, mens investeringerne i private kapitalandele har været svagere end forventet. Det skyldes blandt andet strategiske omstillinger og fortsatte investeringer i vækst, organisation og produktudvikling i flere selskaber.
Selskabet Anthill har eksempelvis omlagt sin forretning til udelukkende at fokusere på software som tjeneste med tilhørende konsulentydelser, hvilket har medført en betydelig tilpasning af organisationen.
I begyndelsen af regnskabsåret udvidede Stensdal sin ejerandel i Gardian, som i året øgede omsætningen med cirka 25 procent til 252 millioner kroner, dog med et mindre underskud. For det kommende år forventes fortsat betydelig vækst som følge af et bredere produktudbud, en styrket organisation og en udvidet kundetilgang.
Efter regnskabsårets afslutning har koncernen fortsat arbejdet målrettet med porteføljen og forventer i det kommende år et forbedret driftsresultat før værdireguleringer. Det skal understøttes af en stærk ejendomsportefølje og en gradvis modning af igangværende udviklings- og investeringsprojekter.
I årets første kvartal er der indgået aftaler om køb af to større erhvervsejendomme på samlet godt 20.000 kvadratmeter, som overtages den 1. februar 2026.
Hidtil største boligprojekt
Stensdals hidtil største boligprojekt ligger centralt i Favrholm syd for Hillerød mellem det kommende hospital i Nordsjælland og den nye Favrholm Station. Projektet rummer en forventet byggeret på cirka 33.900 kvadratmeter boligareal svarende til omkring 425 til 450 boliger.
Der er investeret betydelige ressourcer i forberedelsen, herunder lokalplanarbejde, jordbundsundersøgelser, arkæologiske undersøgelser og etablering af erstatningsnatur. Efter at den tidligere lokalplan blev trukket tilbage som følge af en klage, er en ny planproces sat i gang, og en endelig lokalplan forventes ved starten af 2027.
På Lyskær i Herlev er vedtaget en lokalplan, der muliggør opførelse af 59 boliger udover den bestående erhvervsejendom. Projekteringen er meget langt fremme og byggeriet forventes påbegyndt i i andet kvartal 2026.
Koncernens første projekt til egen beholdning er Ammendrup Park i Helsinge, som er under opførelse og vil bestå af 200 rækkehuse til udlejning. De første etaper med 164 boliger på i alt 17.000 kvadratmeter er færdigbygget og fuldt udlejet. De sidste 36 boliger på 3.700 kvadratmeter er under opførelse og forventes afleveret i slutningen af regnskabsåret 2025/26.
Stensdal Group: Hoved- og nøgletal
| Hovedtal (tusinde kroner) | 2024/25 | 2023/24 | 2022/23 | 2021/22 | 2020/21 |
| Nettoomsætning | 396.779 | 151.516 | 152.614 | 170.863 | 139.189 |
| Bruttoresultat | 214.006 | 128.856 | 111.327 | 111.009 | 109.758 |
| Resultat af primær drift (EBIT) | 58.701 | 80.473 | 76.046 | 299.098 | 192.208 |
| Resultat af finansielle poster | -25.722 | -4.325 | -5.244 | -5.764 | -6.299 |
| Årets resultat | 34.829 | 56.851 | 57.394 | 232.580 | 148.134 |
| Andel af årets resultat, der tilfalder moderselskabets aktionærer | 21.912 | 32.312 | 33.281 | 117.656 | 70.114 |
| Egenkapital | 893.272 | 850.880 | 799.267 | 742.958 | 514.526 |
| Minoriteters andel af egenkapital | 283.457 | 261.000 | 236.657 | 211.747 | 96.824 |
| Balancesum | 2.153.405 | 1.945.241 | 1.755.358 | 1.599.250 | 1.123.480 |
| Pengestrømme fra driften | -30.523 | 33.857 | 24.254 | 79.177 | 71.911 |
| Pengestrømme fra investeringer | -136.869 | -136.987 | -117.974 | -241.249 | -73.680 |
| Pengestrømme fra finansiering | 117.408 | 95.063 | -796 | 168.574 | 4.163 |
| Pengestrømme i alt | -49.984 | -8.067 | -94.516 | 6.502 | 2.394 |
| Gennemsnitligt antal fuldtidsansatte | 196 | 90 | 83 | 74 | 62 |
| Nøgletal (procent) | |||||
| Bruttomargin | 53,94 | 85,04 | 72,95 | 64,97 | 78,86 |
| Overskudsgrad | 14,79 | 53,11 | 49,83 | 175,05 | 138,09 |
| Egenkapitalforrentning | 4,58 | 6,89 | 7,31 | 26,78 | 18,32 |
| Soliditet | 41,48 | 43,74 | 45,53 | 46,46 | 45,80 |























