Stifterne af Tredje Natur går hver til sit efter 14 års samarbejde

Ole Schrøder og Flemming Rafn går efter 14 års samarbejde hver til sit. Ole Schrøder overtager ejerandelen fra Flemming Rafn.

Efter 14 års tæt samarbejde går stifterne af tegnestuen Tredje Natur, Ole Schrøder og Flemming Rafn, hver til sit.

Det oplyser arkitektfirmaet med adresse i København i en pressemeddelelse.

Beslutningen er ifølge meddelelsen truffet i fællesskab og markerer afslutningen på et partnerskab, der har gjort Tredje Natur til en markant stemme inden for klimatilpasning, landskab og byudvikling.

Som led i overgangen overtager Ole Schrøder Flemming Rafns ejerandel på 50 procent og fortsætter arbejdet med at drive Tredje Natur videre på det fælles fundament, de to stiftere har opbygget gennem årene.

Annonce

Flemming Rafn går videre med etableringen af Rafn Studio, hvor han vil fokusere på nye regenerative tilgange til den grønne omstilling.

Overgangen har været planlagt over længere tid, og alle igangværende opgaver i Tredje Natur fortsætter uændret i tæt dialog med kunder og samarbejdspartnere, oplyses det.

Tredje Natur blev grundlagt i kølvandet på skybruddet den 2. juli 2011, som skabte international opmærksomhed om forslaget til Klimakvarteret på Østerbro.

Tegnestuen havde i 2024/2025 en bruttofortjeneste på 10 millioner kroner, mens resultatet før skat landede på -611.000 kroner. Efter skat lød underskuddet på -495.000 kroner.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev