5.606 boliger fik en ny ejer i februar måned. Det er en stigning på 22 procent sammenlignet med januar i år. Og det er samtidig anden måned i træk, at boligsalget stiger efter efterårets gentagne månedlige fald i handelsaktiviteten. Det viser Boligsidens nye handelstal for februar.
– Vi ser altid en fremgang i boligsalget i februar måned, og på den måde afspejler det aktuelle boligsalg i februar helt normale sæsonudsving. Det er positivt efter en turbulent tid med store udsving på boligmarkedet, siger Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.
– Når det er sagt, er de 5.606 solgte boliger i februar stadig et beskedent resultat, og vi skal tilbage til 2014 for at finde et lavere februar-niveau. Men det er værd at bemærke, at der trods alt bliver solgt boliger i et omfang, som gør, at vi nærmer os det niveau, vi så i tiden inden handelsboomet i pandemiårene, tilføjer Birgit Daetz.
De 5.606 solgte boliger i februar i år er otte procent lavere end gennemsnittet for salget i samme måned i 2015-2019. Kigger vi blot en måned tilbage og ser på januar-salget, lå det 17 procent lavere end gennemsnittet for samme måned i 2015-2019.
Salget af huse flugter tiden før corona
Kigger vi på de enkelte boligtyper, er de mere normale tilstande især gældende for huse.
Boligsidens nye handelstal viser således, at der blev solgt 3.381 villaer og rækkehuse i februar måned, hvilket ligeledes er 22 procent flere huse, end der blev solgt i januar måned i år.
I forhold til gennemsnittet for februar måned i årene 2015-2019 er der tale om et beskedent fald på én procent – en forskel, der konkret udgøres af 28 handler.
– Det tyder på, at flere danskere er begyndt at realisere deres husdrømme, og den let stigende efterspørgsel afspejler sig også i den mere stabile prisudvikling, som vi netop har konstateret for husene, ligesom udbuddet daler en smule, og sælgerne giver lidt mindre i nedslag, siger Birgit Daetz.
Samtidig tegner der sig også et billede af, at det især er visse steder i landet, at boligkøberne nu har fået øget appetitten på huskøb. Sammenlignet med samme måned i årene 2015-2019 ligger det nuværende hussalg i februar nemlig over gennemsnittet i 44 kommuner.
– Det er især tilfældet i en stor del af kommunerne i Jylland, imens kommunerne omkring storbyerne og flere steder på Sjælland, hvor prislejet er højere, fortsat oplever en lavere handelsaktivitet, end de tidligere har gjort på denne tid af året, tilføjer Birgit Daetz.
Læs mere om udviklingen i hussalget i alle kommuner her på Boligsiden.
Boligsalget i årets første to måneder de seneste år
Alle boligtyper | Villaer/ rækkehuse |
Ejerlejligheder | Sommerhuse | |||||
Periode | Jan. | Feb. | Jan. | Feb. | Jan. | Feb. | Jan. | Feb. |
2023 | 4.590 | 5.606 | 2.769 | 3.381 | 962 | 1.224 | 397 | 502 |
2022 | 6.967 | 7.143 | 4.039 | 4.308 | 1.646 | 1.553 | 654 | 684 |
2021 | 9.524 | 11.177 | 5.157 | 5.976 | 2.117 | 2.477 | 1.178 | 1.531 |
2020 | 6.585 | 7.428 | 3.781 | 4.216 | 1.510 | 1.613 | 613 | 793 |
Gennemsnit 2015-2019 | 5.554 | 6.115 | 3.052 | 3.409 | 1.426 | 1.538 | 403 | 474 |
Tabellen viser antal solgte boliger inden for hver boligtype i henholdsvis januar og februar måned i de udvalgte år. Ligeledes er det gennemsnitlige salg i januar og februar måned i årene 2015-2019 beregnet. Kilde: Boligsiden.