Vinduesproducenten Outline Vinduer i Farsø oplever stigende salg og investerer nu i sit fjerde CNC-bearbejdningsanlæg.
Det oplyser vinduesproducenten i en pressemeddelelse.
Det nye anlæg skal styrke kapaciteten, minimere flaskehalse og sikre, at virksomheden fortsat kan levere specialtilpassede vinduer og døre til kunderne.
– Vores salg er støt stigende, og det er især de komplekse produkter som blandt andet ekstra store vinduespartier og specielle elementtyper, der er særligt stor efterspørgsel på, udtaler Michael Hejlesen, fabrikschef hos Outline Vinduer.
– Det nye anlæg er en del af vores langsigtede investeringsplan, hvor vi løbende har udvidet i takt med behovet.
Anlægget er leveret af Junget, der også har leveret de tre tidligere Conturex-anlæg til virksomheden. Det fungerer som en udvidelse af de eksisterende anlæg.
– Det leveres som en samlet løsning bestående af maskinanlæg, værktøj og software. Den nye Conturex CNC er desuden udstyret med en 3D-indstilling af arbejdsbordene, hvilket gør det nemmere at ompositionere selv vanskelige emner under bearbejdning og dermed øge bearbejdningshastigheden, siger Steen Hansen, key account manager hos Junget.
Med investeringen styrkes produktionen på fabrikken i Farsø, der beskæftiger omkring 300 medarbejdere, og sikrer, at Outline Vinduer kan opretholde sin høje leveringssikkerhed fremover.























