
I sommeren 2024 købte Lemvigh-Müller for 330 millioner kroner 34.000 kvadratmeter logistik- og kontorbygninger på Nordager i Kolding.
I den forbindelse blev det meldt ud, at Lemvigh-Müller ville udvide med 24.000 kvadratmeter i tilknytning til de eksisterende faciliteter.
I bidende kulde er det første spadestik nu taget til et nyt centrallager i Kolding.
Lageret bliver den største logistikinvestering i virksomhedens historie. Med projektet samler selskabet lagerdriften fra Odense og Kolding i ét anlæg.
– Det nye centrallager skal fremtidssikre vores logistik og give os en klar fordel i markedet gennem endnu bedre kundeløsninger, udtaler administrerende direktør Christian Søgaard-Christensen fra Lemvigh-Müller.
Byggeriet opføres i totalentreprise af Amatech. Lageret forventes klar i 2028 og bliver indrettet som et automatiseret anlæg, der kan håndtere større mængder varer og give bedre overblik over vareflow og kapacitet.






















