Lejlighed med uhumsk badeværelse er blevet solgt på én uge. Foto: RealMæglerne.
Lejlighed med uhumsk badeværelse er blevet solgt på én uge. Foto: RealMæglerne.

En ejerlejlighed på Amager har i de seneste uger fået stor opmærksomhed på sociale medier og i pressen på grund af et stærkt nedslidt badeværelse.

Nu er lejligheden blevet solgt efter kun én uge på markedet, oplyser RealMæglerne i en pressemeddelelse, hvor ejendomsmæglerkæden selv omtaler boligen som en “klam lortelejlighed”.

Den 50 kvadratmeter store lejlighed på Reberbanegade 13 blev udbudt til knap 3,5 millioner kroner, hvilket svarer til en kvadratmeterpris på omkring 70.000 kroner.

Ejerlejligheden blev hurtigt genstand for debat, da billeder fra salgsopstillingen gik viralt. Berlingske beskrev boligen som et særligt udfordrende håndværkertilbud, men interessen blandt køberne viste sig at være stor.

Ifølge ejendomsmægler Dilsad Sahin fra RealMæglerne Amager modtog lejligheden flere bud, inden handlen faldt på plads. Salget blev gennemført med et mindre afslag i forhold til udbudsprisen.

– Der er mangel på ejerlejligheder i København, og derfor er der stor rift om lejlighederne, når de udbydes til salg, udtaler Dilsad Sahin.

– I den her case køber du et potentiale i værdistigningen efter istandsættelsen. Samtidig får du mulighed for selv at sætte dit præg på boligen, fordi potentialet ikke er fuldt udnyttet endnu. Det gør lejligheden særdeles attraktiv for mange.

Lejligheden har to værelser, altan og ligger i en ejendom fra 1940. Selvom især badeværelsets stand vakte opsigt, vurderer mægleren, at det ikke har haft afgørende betydning for køberne, da boligen alligevel kræver en total istandsættelse.

Handlen understreger ifølge mægleren den fortsatte efterspørgsel på ejerlejligheder i København, hvor selv stærkt renoveringskrævende boliger kan blive solgt hurtigt, hvis pris og beliggenhed er attraktive.

– Køber er i det her tilfælde en håndværker, der kan gå ind og give lejligheden det løft, den trænger til, og som har indsigten i, hvad der skal til. Men der var også bud fra andre målgrupper/køberprofiler, der kunne se projektet og potentialet, fortæller Dilsad Sahin.

Fakta om lejligheden

Boligtype: Ejerlejlighed
Areal: 50 kvadratmeter
Udbudspris: 3,495 millioner kroner
Rum: To værelser
Ejerudgift: 2.874 kroner
Byggeår: 1940
Energimærke: D

Kilde: RealMæglerne.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev