Køkkenkæden JKE Design forventer at åbne en ny butik i mindst ti byer inden for nærmeste fremtid.
En af disse byer er Esbjerg, hvor et trekløver af lokale køkkenfolk i november 2024 slår dørene op for en 750 kvadratmeter stor butik i et lejemål på godt 900 kvadratmeter på Østre Gjesingvej 9D.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra EDC Erhverv Poul Erik Bech Esbjerg, som har formidlet lejeaftalen.
JKE Design slutter sig til Ikea, Carl Ras og Lager 157. Dermed er alle lejemål i den 5.000 kvadratmeter store boksbutiksejendom udlejet.
– Anders Lodberg, Jes Bergmann og jeg er gået sammen om JKE Designs nyeste butik i Esbjerg, udtaler Anders Nørgreen Clausen, indehaver, JKE Design Esbjerg.
– Det er første JKE-butik i Vestjylland, men med vores sammenlagt mere end 30 års køkkenerfaring i Esbjerg, er vi godt rustet. Anders og jeg har arbejdet sammen de sidste 13 år, og da Jes sprang til, slog vi til.
Køkkenbutikkernes drøm
Med den nye butik bliver JKE Design en del af Esbjergs største retailområde, hvor blandt andre Power, Bilka og Normal har butikker.
– Erhvervsområdet ved Østre Gjesingvej og Stormgade er der, hvor alle køkkenbutikker i Esbjerg drømmer om at være. Vi har selv mange års erfaring med at sælge køkkener i området, og vi ved det er her, kunderne søger hen, udtaler Anders Nørgreen Clausen.
Ejendommen ejes af Ole Vium Pedersen, som for et par år siden købte den for 24,6 milloner kroner. Da han overtog ejendommen, stod den tom.
– Vi har haft et længerevarende samarbejde med udlejer, og har også haft fornøjelsen af at stå for udlejningen til de andre lejere i ejendommen. Det sidste lejemål stod tom i en længere periode, og var fra starten slet ikke udbudt til leje, da udlejer selv gik med tanker om at benytte lokalerne, udtaler Jesper Ølgaard Bloch, partner hos EDC Erhverv Poul Erik Bech i Esbjerg.
– Men med JKE Design fandt vi et brand, som i høj grad supplerer de tre andre butikker, og som bringer synergi i ejendommen, og vi står derfor tilbage med en yderst tilfreds udlejer og en fuldt udlejet boksbutikejendom.
Køkkenkæden JKE Design har mere end 76 butikker i Norden, hvoraf 18 ligger i Danmark.