Efter mere end 40 år på Danmarksvej har dørproducenten Swedoor taget hul på et nyt kapitel.
Virksomheden flytter nu ind i moderne lokaler på Himmerlandsvej 15 i Løgstør – en bygning, der tidligere husede virksomheden Scandi Byg.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
Det gamle hovedsæde på Danmarksvej, hvor både produktion og terminal gennem mange år var samlet, bliver dermed skiftet ud med et tidssvarende miljø, der samler cirka 35 medarbejdere.
De nye rammer bliver centrum for Swedoors danske salg direkte til forbrugere og betjeningen af kunder i Danmark, Grønland, Island og Færøerne. Flytningen sker som led i en større omstilling, hvor produktionen i Løgstør tidligere på året er blevet flyttet til andre fabrikker i Danmark og Norden.
Ifølge salgsdirektør og landechef Hauke Thiessen markerer flytningen et vigtigt skridt for virksomheden.
– Flytningen af vores lokation er en naturlig forlængelse af de ændringer, vi har gennemført tidligere på året, hvor produktionen i Løgstør blev flyttet til andre fabrikker i Danmark og Norden, udtaler Hauke Thiessen.
– Med de nye lokaler får vi nu en adresse, der passer til vores aktuelle behov – og samtidig skaber bedre rammer for samarbejde, trivsel og udvikling.
Selvom produktionen ikke længere ligger i byen, understreger Hauke Thiessen, at Løgstør fortsat spiller en central rolle for Swedoor.
Medarbejderne flytter ind i de nye lokaler i begyndelsen af december, hvor Himmerlandsvej fremover bliver omdrejningspunktet for Swedoors aktiviteter i Løgstør.
Ifølge de offentlige registre ejes ejendommen fortsat af Nordic Wood Industries, der overtog Scandi Byg i 2023.























