Wind Ejendomme køber en stor boligejendom på Nygårdsvej 134 A-C og Sjællandsgade 4 og 10 af Esbjerg Kommune. Foto: Klimadatastyrelsen.
Wind Ejendomme køber en stor boligejendom på Nygårdsvej 134 A-C og Sjællandsgade 4 og 10 af Esbjerg Kommune. Foto: Klimadatastyrelsen.

Ifølge JyskeVestkysten har ejendomsinvestoren René Wind gennem Wind Ejendomme købt Nygårdsvej 134 A-C og Sjællandsgade 4 og 10 af Esbjerg Kommune.

Ejendommen blev gennem EDC Erhverv Poul Erik Bech udbudt med en mindstepris på 35 millioner kroner, men flere investorer bød, og salget endte derfor i en budkrig. Den endelige købspris er ikke oplyst.

Bygningen er opført som almene boligbyggeri i 1920 og ombygget i 1994. Ejendommen rummer i dag 57 boliger og fem erhvervsenheder. Hvis myndighederne godkender planerne, skal erhvervslokalerne omdannes til boliger, så der samlet kan blive op til 62 lejligheder.

Samtidig skal alle 57 boliger gennem en omfattende renovering med blandt andet nye HTH-køkkener, badeværelser, gulve, hårde hvidevarer og elinstallationer. Døre og omkring to tredjedele af vinduerne skal også skiftes.

– Der ligger et stort arbejde forude. Men det er det samme, der skal ske i stort set alle lejligheder, så det er i virkeligheden bare at begynde fra en ende af, siger René Wind til JyskeVestkysten.

Ejendommen har i dag energimærke D, men René Wind går efter energimærke A og ellers B. En stor del af boligerne forventes klar til udlejning i januar 2027, mens resten følger i løbet af foråret.

Kommunen har ejet ejendommen siden 1920, men solgte den på grund af de forventede store renoveringsudgifter.

Ejendommen omfatter næsten 5.000 kvadratmeter samt yderligere knap 1.200 kvadratmeter kælder. Den ligger på en næsten 3.200 kvadratmeter stor grund. Aktuelt er de årlige lejeindtægter på 4,6 millioner kroner.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev