
Et nyt bakkelandskab er på vej i den nordvestlige del af Tørring. M. J. Eriksson har indgået en aftale med Hedensted Kommune om at etablere et kuperet område, der både skal fungere som støjvold og rekreativt landskab for den kommende bydel Tørring Vest.
Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Projektet skal opføres på et cirka 100.000 kvadratmeter stort areal mellem Viborg Hovedvej og Brædstrupvej. Landskabet bliver formet af ren overskudsjord fra andre bygge- og anlægsprojekter i området.
Ifølge Hedensted Kommunes borgmester Ole Vind (V) giver projektet mulighed for at kombinere flere hensyn på én gang.
– Vi er særdeles tilfredse med aftalen. Den betyder, at vi i løbet af de kommende år får etableret et kuperet areal i det nordvestlige Tørring, som vil fungere som både støjvold og afskærmning for en ny bydel og samtidigt tilfører et rekreativt element til området, lyder det fra borgmesteren, som understreger, at projektet ikke belaster kommunens anlægsbudget.
– Samtidig kan vi – ligesom i Hedensted Folkeskov – medvirke til at løse en udfordring i markedet ved at anvende ren overskudsjord fra den store byggeaktivitet, vi har i området, til et konkret anlægsprojekt. Frem for at jorden skal bortskaffes på traditionel vis – noget man måske kan lade sig inspirere af andre steder i Danmark.
M. J. Eriksson skal leje arealet af kommunen i en årrække og står nu over for arbejdet med at udarbejde en lokalplan og et landskabsprojekt. Først når lokalplanen er vedtaget, kan anlægsarbejdet gå i gang.
Hos entreprenørvirksomheden peger projektleder Henrik Elisberg Beck på, at der i dag er få muligheder for at genanvende ren overskudsjord tæt på de steder, hvor jorden opstår. Det medfører ofte store transportudgifter og ekstra omkostninger i byggebranchen.
– Derfor er vi rigtig glade for, at vi med det her projekt kan udforske nye kommercielle muligheder, som samtidig giver rigtig god mening for lokalområdet i Tørring og vores partner i Hedensted Kommune, udtaler Henrik Elisberg Beck.
Hedensted Kommune forventer at bruge lejeindtægterne fra aftalen til beplantning og videre udvikling af Tørring Vest, der ligger tæt på de grønne områder langs Gudenåen.
Projektet blev tildelt M. J. Eriksson efter et udbud med fire deltagende virksomheder.






















