Der er mange penge at spare, hvis du vil køre lidt længere efter sommerhuset. Især hvis du er aarhusianer, og er klar til at køre omkring 60 kilometer mod nord.
Aarhus er den dyreste kommune at købe sommerhus i, mens Mariagerfjord huser de billigste fritidshuse i landet.
Og så er der omtrent en times kørsel mellem de to kommuner.
Med de seneste tal fra Boligsiden for august 2024 har ejendomsmæglerkæden Home opgjort de store forskelle i at købe sommerhus i Danmark.
I august 2024 var kvadratmeterprisen på sommerhuse i Aarhus 45.218 kroner, hvilket betyder, at et typisk sommerhus på 80 kvadratmeter her koster cirka 3,6 millioner kroner.
Helsingør og Gribskov følger tæt efter med priser på henholdsvis 43.336 kroner og 39.648 kroner per kvadratmeter, hvilket bringer prisen for et tilsvarende sommerhus op på henholdsvis 3,5 og 3,2 millioner kroner.
Læs også: Top fem: Danmarks dyreste sommerhuse
Og i den modsatte ende af skalaen finder vi så Mariagerfjord Kommune, hvor kvadratmeterprisen er nede på 12.988 kroner. Her kan du købe et 80 kvadratmeter stort sommerhus for blot 1,04 millioner kroner. Aalborg og Lolland er også blandt de billigste kommuner med priser, der er meget tæt på: 1,06 millioner kroner og 1,07 millioner kroner.’
– Det vil altså sige, at du kan spare næsten 2,6 millioner kroner på at købe sommerhus, hvis du er villig til at køre en times tid fra Aarhus til Mariagerfjord, siger Michael Dalsager, der er talsperson og senior kommunikationskonsulent i Home.
Mariagerfjord er kendt for sommerhus-områder som Øster Hurup, Als Odde og Hadsund Nord.
– Køberne kommer sydfra, men også lokale, altså folk fra Mariagerfjord, køber i Mariagerfjord. Det er som regel afstanden fra bopæl, der vægter højest, men prisen er også en faktor, siger Michael Myrtue, der er indehaver af Home Mariagerfjord, der også har kunder, der køber hus med udlejning for øje.
Tæt på højeste priser på landsplan
På landsplan er sommerhus-priserne de næsthøjeste nogensinde ifølge Boligsidens opgørelse. Kvadratmeterprisen var 23.439 kroner – eller 1,875 millioner kroner for et gennemsnitshus. Det er kun overgået af juli 2024, hvor kvadratmeterprisen lød på 23.412 kroner.
Men det er selvfølgelig ikke kun prisen, der spiller en rolle for potentielle sommerhuskøbere.
– Afstanden fra hjemmet er ofte en afgørende faktor. Mange købere prioriterer, at det er nemt og hurtigt at komme frem til sommerhuset, så det kan bruges flittigt i weekender og ferier, siger Michael Dalsager fra Home.
Læs også: Nyt landdistriktsudspil skal give mulighed for 2.500 nye sommerhusgrunde
Mange har en times kørsel som smertegrænse, vurderer Home. Tidligere undersøgelser har vist, at danskerne i snit har omkring 80 kilometer fra hjemmet til sommerhuset og foretrækker en afstand på maksimalt 100 kilometer.
Tilbage i Mariagerfjord taler den lokale Home-mægler varmt for værdierne i Danmarks billigste sommerhus-kommune.
– Den lavere pris i Mariagerfjord er bestemt ikke et udtryk for, at området er mindre værd end de steder, vi normalt sammenligner os med. Tværtimod er der tale om en uopdaget “perle” med fantastisk natur, spændende seværdigheder og et venligt lokalsamfund, siger Michael Myrtue.
Sommerhus-kommuner, hvor der er opgjort en gennemsnitspris for priserne i sommeren 2024
Tabel: Priser på et typisk sommerhus (80 kvm) i august 2024
Kommune | Kvadratmeterpris | Pris for 80 kvadratmeter |
Aarhus | 45.218 kroner | 3.617.440 kroner |
Helsingør | 43.336 kroner | 3.466.880 kroner |
Gribskov | 39.648 kroner | 3.171.840 kroner |
Halsnæs | 29.211 kroner | 2.336.880 kroner |
Næstved | 27.899 kroner | 2.231.920 kroner |
Fanø | 27.647 kroner | 2.211.760 kroner |
Odsherred | 27.212 kroner | 2.176.960 kroner |
Kolding | 26.401 kroner | 2.112.080 kroner |
Vejle | 25.165 kroner | 2.013.200 kroner |
Varde | 25.132 kroner | 2.010.560 kroner |
Jammerbugt | 23.682 kroner | 1.894.560 kroner |
Bornholm | 23.431 kroner | 1.874.480 kroner |
Frederikshavn | 23.042 kroner | 1.843.360 kroner |
Syddjurs | 22.891 kroner | 1.831.280 kroner |
Nordfyns | 21.602 kroner | 1.728.160 kroner |
Hedensted | 21.394 kroner | 1.711.520 kroner |
Hjørring | 21.179 kroner | 1.694.320 kroner |
Ringkøbing-Skjern | 21.138 kroner | 1.691.040 kroner |
Holbæk | 20.835 kroner | 1.666.800 kroner |
Haderslev | 20.802 kroner | 1.664.160 kroner |
Slagelse | 19.589 kroner | 1.567.120 kroner |
Vordingborg | 19.443 kroner | 1.555.440 kroner |
Langeland | 18.917 kroner | 1.513.360 kroner |
Tønder | 18.710 kroner | 1.496.800 kroner |
Guldborgsund | 18.576 kroner | 1.486.080 kroner |
Thisted | 18.552 kroner | 1.484.160 kroner |
Lejre | 17.821 kroner | 1.425.680 kroner |
Frederikssund | 17.810 kroner | 1.424.800 kroner |
Kalundborg | 17.417 kroner | 1.393.360 kroner |
Lemvig | 16.273 kroner | 1.301.840 kroner |
Sønderborg | 16.031 kroner | 1.282.480 kroner |
Norddjurs | 15.282 kroner | 1.222.560 kroner |
Holstebro | 13.748 kroner | 1.099.840 kroner |
Vesthimmerlands | 13.502 kroner | 1.080.160 kroner |
Lolland | 13.386 kroner | 1.070.880 kroner |
Aalborg | 13.236 kroner | 1.058.880 kroner |
Mariagerfjord | 12.988 kroner | 1.039.040 kroner |
Kilde: Boligsiden (data) og Home (beregning), handelspriser for sommerhuse august 2024.
Sådan beregnes Boligsidens Markedsindeks
- Værdierne i Boligsidens Markedsindeks beregnes først som et simpelt gennemsnit per måned af handlerne for hver kommune. Der medtages kun boliger med:– kvadratmeterpris mellem 1.000 og 200.000 kroner, salgspris mellem 100.000 og 25.000.000 kroner.
– areal mellem 25 kvadratmeter og 750 kvadratmeter.
– nedslag på mellem – og + 50 procent. For kommuner uden handler indgår den seneste måned med handler i beregningerne. Er der ingen tidligere værdier, udelades kommunen af beregningerne.
- Herefter beregnes værdierne for landsdele, regioner og hele landet som et gennemsnit af kommunerne vægtet efter boligbestanden. I boligbestanden medtages kun private boliger ejet af privatpersoner eller interessentskaber.
- Endelig udregnes et tre måneders glidende gennemsnit.
Kilde: Home / Boligsiden.