Stor havneejendom i Svendborg får ny lejer

Lokal industrivirksomhed flytter ind i en stor kontorejendom på Svendborg Havn, hvor ledige erhvervslokaler er blevet en mangelvare. Samtidig varsles endnu et kontorbyggeri.

Colliers Fyn har på vegne af Søholmen ApS udlejet ejendommen på Østre Havnevej 23 i Svendborg til CC Jensen. Foto: Colliers Fyn.
Colliers Fyn har på vegne af Søholmen ApS udlejet ejendommen på Østre Havnevej 23 i Svendborg til CC Jensen. Foto: Colliers Fyn.

Der bliver stadig længere mellem de ledige kontorlokaler på Svendborg Havn.

Nu har industrivirksomheden CC Jensen lejet 720 kvadratmeter kontor fordelt på to etager i en ejendom på Østre Havnevej 23.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Colliers Fyn, som har formidlet udlejningen.

Udlejningen er håndteret af erhvervsmæglerne Nikolaj Flamming og Martin Pedersen fra Colliers Fyn.

– Gennem processen har vi været i dialog med en række af interesserede aktører, hvilket bekræfter, at virksomheder fortsat efterspørger moderne lejemål af lignende karakter og størrelse, udtaler Nikolaj Flamming.

– Generelt oplever vi en stabil efterspørgsel efter kvalitetskontorer i Svendborg, og særligt havneområdet står stærkt blandt virksomheder, der ønsker synlige, attraktive rammer.

Ejendommen ejes af Søholmen ApS, som også oplever, at interessen for moderne kontorer i havneområdet fortsat er stor, mens udbuddet af større lejemål er begrænset.

– Vi ser udlejningen som et vigtigt bidrag til den fortsatte udvikling af Østre Havn, udtaler Steffen Larsen, administrerende direktør hos Søholmen ApS.

– Området er i gang med en spændende transformation fra tidligere industri- og fabriksområde til et moderne erhvervs- og oplevelsesområde, og det er glædeligt at se attraktive virksomheder som CC Jensen A/S være med til at drive den udvikling fremad.

Svendborg Havn har de seneste år gennemgået en omfattende omdannelse fra industriområde til et moderne erhvervs- og uddannelsesområde med blandt andet SIMAC, kontorhuset SME og et kommende campus for UCL.

Samtidig afslører Colliers, at et nyt kontorprojekt er under overvejelse. Planen er at opføre flere kontorlokaler, hvor kommende lejere kan få indflydelse på indretningen allerede fra projektets begyndelse.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev