Stor interesse for knap 50 almene boliger i Hasseris

Byggeriet af knap 50 almene boliger i Hasseris er i fuld gang, og Himmerland Boligforening melder om stor interesse for lejlighederne.

I slutningen af 2024 gik Himmerland Boligforening i gang med byggeriet af knap 50 nye lejligheder i Hasseris.

Himmerland Boligforening oplever stor interesse for sit nybyggeri på Anna Anchers Vej i den sydlige del af bydelen.

Det oplyser boligforeningen i en pressemeddelelse.

Ifølge direktør Ole Nielsen har både åbent hus og den kommende rejsegilde tiltrukket stor opmærksomhed.

– Op til første spadestik for godt et halvt år siden var vi i kontakt med mange potentielle beboere og siden har vi holdt et yderst succesfuldt åbent hus med omkring 100 deltagere, udtaler Ole Nielsen.

– Primo juli følger så rejsegildet og jeg er ikke i tvivl om, at vi vil få yderligere henvendelser i den forbindelse og at interessen vil tage yderligere til frem mod indflytningen i begyndelsen af det kommende år.

Himmerland Boligforening står bag projekt med 50 nye lejligheder på Anna Anchers Vej i Hasseris. Visualisering: Link Arkitektur.
Himmerland Boligforening står bag projekt med 50 nye lejligheder på Anna Anchers Vej i Hasseris. Visualisering: Link Arkitektur.

Selvom byggeriet ikke er blandt foreningens største, er det usædvanligt, fordi der sjældent opføres almene boliger i Hasseris.

Projektet er en del af boligforeningens strategi om at skabe blandede boligtyper i blandede bydele – et princip, som Ole Nielsen fremhæver som nøglen til attraktive og levende byområder. Han roser samtidig Aalborg Kommune for at støtte almene boliger i et område, hvor lejeboliger ellers ofte er store og dyre.

Boligerne på Anna Anchers Vej er især rettet mod singler, seniorer og deltidsforældre og udlejes til under 7.000 kroner om måneden.

Hver bolig er cirka 90 kvadratmeter, og projektet, der er tegnet af Link Arkitektur, har et budget på over 100 millioner kroner.

Tilmeld Nyhedsbrev