
Boligforeningen Lillebælt planlægger i samarbejde med Kuben Management og Graa Arkitekter at bygge seniorbofællesskabet Provstinden for 44 millioner kroner.
Det skal opføres på Provstindestien 5, hvor Middelfart Badmintonklub tidligere lå. Området har stået ubebygget siden hallens nedrivning i 2017, men skal nu forvandles til et nyt boligområde med 25 almene lejligheder fordelt på fire etager.
De kommende boliger får et nettoareal på mellem 63 og 95 kvadratmeter og opføres med altaner, terrasser, elevator og altangange, så alle lejligheder bliver let tilgængelige.
Mandag den 20. oktober blev der afholdt borgermøde om projektet, og her var 170 borgere mødt frem, oplyser boligforeningen i en pressemeddelelse.
– Det var fantastisk at mærke interessen for vores nye seniorbofællesskab og høre de mange gode spørgsmål fra de fremmødte. Blandt andet var det tydeligt, at mange er interesserede i muligheden for ladestandere omkring de kommende boliger, udtaler formand for Boligforeningen Lillebælt, Alex Gren.
Projektet skal imødekomme den voksende efterspørgsel på seniorvenlige boliger, som følger af, at Middelfart har en stigende andel ældre borgere – en vækst, der ligger over landsgennemsnittet.
Borgmester Johannes Lundsfryd Jensen (S) deltog også i mødet, og han fremhævede ifølge boligforeningen, at kommunen har brug for flere gode og betalelige boliger.
Planen er, at byggeriet af Provstinden går i gang i første kvartal af 2026, og at de første beboere kan flytte ind i begyndelsen af 2027.
På grund af den store interesse afholder Boligforeningen Lillebælt endnu et borgermøde den 10. december klokken 19, hvor interesserede kan høre mere om projektet og planerne for de kommende boliger.
Seniorbofællesskabet Provstinden i Middelfart
Det almene seniorbofællesskab vil rumme forskellige boligtyper fordelt på to-, tre- og firerums boliger med bruttostørrelser fra 74 til 108 kvadratmeter.
| Boligtype | Antal boliger | Størrelse (kvadratmeter) | Månedlig husleje (kroner) | Indskud (kroner) |
|---|---|---|---|---|
| To-rums boliger | 11 | 74–78 | 6.908–7.282 pr. måned | 35.110–37.007 |
| Tre-rums boliger | 6 | 91–95 | 8.496–8.869 pr. måned | 43.175–45.073 |
| Fire-rums boliger | 8 | 104–108 | 9.709–10.083 pr. måned | 49.343–51.241 |
Kilde: Boligselskabet Lillebælt.






















