
Guldborgsund Kommune gør nu den tidligere Østre Skole på Fromsgade i Nykøbing Falster klar til salg, skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Økonomi- og Erhvervsudvalget har på det seneste udvalgsmøde besluttet at sætte området i udbud, efter at bygningerne i en periode har været brugt som midlertidige boliger for ukrainske flygtninge.
Planen er at omdanne området til nye boliger med grønne opholdsarealer og flere parkeringspladser til bydelen Østerbro. Kommunen har haft visionerne for området siden etableringen af Østerbroskolen i 2020, men først coronanedlukningen og senere boligbehovet for ukrainske flygtninge har forsinket salgsprocessen.
– Nykøbing er en by i udvikling og i vækst. Det gælder også bydelen Østerbro, som er et søgt område særligt for børnefamilier, udtaler Guldborgsunds borgmester Simon Hansen (S).
– Derfor glæder vi os til, at vi kan udvikle området, få nye og attraktive boliger, få flere parkeringspladser til området og styrke det levende naboskab, der er i forvejen. Vi glæder os til at se de projekter, der kommer ind, og så er det byrådets opgave at vælge et, der passer ind i Østerbros kultur og historie.
De to ældste skolebygninger ud mod Fromsgade skal bevares, fordi de har arkitektonisk værdi og egner sig til ombygning til lejligheder. De øvrige bygninger kan enten bevares eller rives ned afhængigt af det projekt, som en kommende køber ønsker at gennemføre.
Rådgivningsfirmaet CK&CO står for salgsudbuddet på vegne af kommunen. Guldborgsund Kommune forventer, at området sendes i udbud i slutningen af maj eller begyndelsen af juni.






















