
Velliv har store planer for et knap 64.000 kvadratmeter stort område ved Ulrikkenborg omkring Parallelvej, Hollandsvej og Lyngby Hovedgade syd for S-togsbanen.
Mellem bygningerne på Parallelvej 15 og Hollandsvej 12 er pensionsselskabet med NCC som entreprenør allerede i gang med at få bygget et parkeringshus, der forventes at stå færdigt ved udgangen af 2025.
Nu er endnu et projekt i Lyngby Port-området på tegnebrættet.
Danske Bank er fraflyttet ejendommen på Parallelvej 17-19, og Velliv har indgået en betinget lejeaftale med en ny lejer, der skal sætte sig på hele bygningen efter udvikling ejendommen. Lejeaftalen er dog betinget af, at Velliv får godkendt en ny lokalplan for ejendommen i juni 2025.
Den nye lokalplan skal gøre det muligt at udvide den 17.600 kvadratmeter store bygning med yderligere 16.400 kvadratmeter til i alt 34.000 kvadratmeter.
På mødet i kommunalbestyrelsen den 6. marts var der bred opbakning til at sende lokalplanforslaget i otte ugers offentlig høring. Kun løsgænger Claus Bøgh Svenningsen stemte imod.

Kommunalbestyrelsesmedlem Niels Haxthausen (SF) forventer, at der med planen bliver ryddet op i “fortidens synder” i forbindelse med udviklingen af den gamle Lyac-grund.
– Der er lagt sporene til noget, der kan blive meget bedre, sagde han på kommunalbestyrelsesmødet.
– Indtil videre er det kun spor. Vi ved ikke, hvordan det kommer til at blive i virkeligheden, men nogle af de ting, der er vigtige, er, at det bliver bedre integreret med omgivelserne, at der er lagt vægt på grønne arealer. Og meget gerne grønne arealer, der hænger sammen med den gemte lommepark, vi har der.
Hovedgrebet i udviklingen af området er blandt andet at omdanne de eksisterende parkeringsarealer til en grøn bypark med gennemgang til den eksisterende Wilmanns Park, så der skabes en ny grøn forbindelse på tværs af området og ned til Lyngby Station.
Kontorbygningen udvides med nye tilbygninger, der ifølge Lyngby-Taarbæk Kommune “er opdelt i mindre volumener med varierende højder”.

For at mindske eventuelle skygge- og indbliksgenert nedtrappes bygningens højde gradvist til fire etager, hvor afstanden til de nærmeste naboer ved Ulrikkenborg Plads er størst og to etager til de nærmeste naboer, hvor afstanden er mindst, oplyser kommunen.
– Det nye vil i langt højere grad end det eksisterende invitere indenfor på en helt anden måde. Det vil være en stor kvalitet og et stort løft for dette område og for Lyngby Vest, sagde næstformand for Byplanudvalget, Martin Vendel Nielsen (K), på kommunalbestyrelsesmødet.
Velliv samarbejder med Cowi, Arkitema, Werk og Artelia om udviklingen af området.
Sideløbende med udviklingen af Parallelvej 17-19 og den kommende bypark ønsker pensionsselskabet at få udarbejdet et lokalplanforslag for ejendommene Parallelvej 2-8 og 15. Her skal de eksisterende bygninger efter planen udvikles til erhverv.
Endeligt gives der med lokalplanen stadig fortsat mulighed for for etablering af daginstitution og skole i kontorejendommen på Hollandsvej 12. Velliv har dog ikke indgået aftaler i den forbindelse.