Stor varmestue kan erstatte skrinlagt boligprojekt i Aalborg

Tæt på frikadellefabrikken, som skal sættes til salg, vil Aalborg Kommune og Kirkens Korshær bygge en varmestue på over 1.000 kvadratmeter.

Det tidligere tekstilcenter på Karolinelundsvej skal måskes nedrives for at gøre plads til en ny varmestue. Foto: Dansk Byudvikling.
Det tidligere tekstilcenter på Karolinelundsvej skal måskes nedrives for at gøre plads til en ny varmestue. Foto: Dansk Byudvikling.

Aalborg Kommune overvejer at sætte gang i planlægningen af en ny dag- og natvarmestue på Karolinelundsvej 11, hvor Textil Centret Botex tidligere lå indtil marts 2023.

Tidligere har der været planer om at erstatte erhvervsbebyggelsen på den 2.400 kvadratmeter store grund med 35 lejligheder i et 2.900 kvadratmeter stort nybyggeri i fire-fem etager, men nu er der i stedet udsigt til, at der blot skal bygges i to etager.

Initiativet kommer efter en henvendelse fra Kirkens Korshær, som ønsker at flytte deres nuværende tilbud fra Søndergade 14 til en mere central og tidssvarende placering.

Den foreslåede placering i udkanten af Øgadekvarteret er af Aalborg Kommunes forvaltning vurderet som den mest egnede blandt flere undersøgte alternativer.

Annonce

Projektet indebærer opførelse af cirka 1.040 kvadratmeter ny bebyggelse med mulighed for senere udvidelse på omkring 220 kvadratmeter. Den eksisterende erhvervsbebyggelse på grunden, som i dag står tom, skal rives ned for at give plads til det nye byggeri, som både skal rumme dag- og natvarmestue samt et sundheds- og administrationsafsnit.

En ny varmestue kan blive bygget på Karolinelundsvej 11 i Aalborg. Illustration: Aalborg Kommune.
En ny varmestue kan blive bygget på Karolinelundsvej 11 i Aalborg. Illustration: Aalborg Kommune.

Området ligger blandt andet tæt på slagterivirksomheden Danish Crown, som er klassificeret som risikovirksomhed. En gennemført risikovurdering viser dog, at projektet ikke vil medføre en væsentlig øget samfundsmæssig risiko.

Desuden har Danish Crown annonceret en lukning af frikadellefabrikken, og planen er, at grunden skal sælges til erhvervsudvikling.

Der er dog alligevel behov for yderligere analyser af støj fra trafik og erhverv samt håndtering af regnvand, da området er udsat for oversvømmelsesrisiko. Samtidig skal det sikres, at ny bebyggelse passer ind i kvarterets eksisterende struktur og skala.

Projektet kan ikke realiseres inden for den gældende lokalplan og kræver derfor en ny planlægning. Et forslag til lokalplan kan tidligst være klar til politisk godkendelse i 2027.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev