Den tidligere Storstrømsbro hedder nu Dronning Margrethe II's Bro. Broen er med sine knap fire kilometer Danmarks tredjestørste bro. Foto: Vejdirektoratet.
Den tidligere Storstrømsbro hedder nu Dronning Margrethe II's Bro. Broen er med sine knap fire kilometer Danmarks tredjestørste bro. Foto: Vejdirektoratet.

Danmarks største offentlige bygherrer går nu sammen om at indføre fælles digitale spilleregler for anlægs- og infrastrukturprojekter.

Bag samarbejdet står Vejdirektoratet, Metroselskabet, Sund & Bælt, Københavns Kommune og Banedanmark i samarbejde med DI Byggeri, Foreningen af Rådgivende Ingeniører og Molio.

Det oplyser Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

Initiativet skal skabe ensartede krav til digitale processer og data på tværs af projekter, hvor rådgivere og entreprenører i dag møder forskellige systemer afhængigt af bygherre. Med planlagte investeringer i anlæg for et trecifret milliardbeløb vurderes potentialet for effektivisering og besparelser at være betydeligt.

– Vi går ind i det her samarbejde for at sikre bedre data og informationer, som vi kan bruge til at skabe vellykkede infrastrukturprojekter, der både bygges og driftes mere effektivt, og som holder længere. Som bygherrer tager vi et fælles ansvar for at styrke det fremtidige samarbejde i hele branchen, udtaler Jens Holmboe, vejdirektør i Vejdirektoratet.

De fælles standarder skal dække hele værdikæden fra projektering til udførelse og drift. Målet er at reducere fejl, minimere tab af data og sikre bedre kvalitet i både byggeri og efterfølgende vedligehold. Samtidig skal ensartede krav gøre det lettere for entreprenører at byde på opgaver og optimere deres arbejdsgange.

Standardiseringen tager udgangspunkt i eksisterende digitale værktøjer, som allerede er udbredt i byggeriet, og skal sikre klar rollefordeling, bedre informationsudveksling og mere sammenlignelige data på tværs af projekter. For branchen betyder det lavere kompleksitet og færre misforståelser i ofte langvarige og teknisk krævende anlægsprojekter.

Samarbejdet forventes også at styrke koblingen mellem projektering, anlæg og drift og dermed forlænge levetiden på infrastrukturen. Samtidig åbner fælles datastandarder for en mere systematisk indsats i forhold til klima og ressourceforbrug.

Implementeringen løber over fire år, og de første løsninger tages i brug allerede i 2026. Målet er, at erfaringer og data fra ét projekt fremover kan genbruges i det næste og dermed løfte produktivitet og kvalitet i hele bygge- og anlægssektoren.

Tilmeld Nyhedsbrev