AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Siden januar 2015, hvor priserne var i bund, er udbudspriserne på sommerhuse steget markant i alle landsdele, men ikke i samme tempo.

Det skriver Home i en pressemeddelelse.

– I dag er forskellen mellem det dyreste og billigste område næsten 20.000 kroner per kvadratmeter. Det viser, at der er meget stor forskel på, hvad det koster at udleve drømmen om et sommerhus, siger Michael Dalsager, der er senior kommunikationskonsulent og talsperson i Home.

Mens det i Nordsjælland i dag koster omkring 3 millioner kroner at købe et gennemsnitligt sommerhus på 80 kvadratmeter, skal man i Vestjylland blot betale omkring 1,6 millioner kroner. På landsplan ligger gennemsnitsprisen i omegnen af 2,15 millioner kroner, ifølge tal, som ejendomsmæglerkæden Home har analyseret.

Den kraftigste prisudvikling siden 2015 ses i hovedstadsnære og feriepopulære områder som på Bornholm og Sjælland.

Modsat har Nordjylland og Vestjylland haft mere moderate prisstigninger – og er blandt de billigste steder at købe sommerhus i Danmark.

Et typisk afslag for et gennemsnitshus ligger omkring 95.000 kroner, viser tal fra Boligsiden og Home. Det svarer til 4-5 procent af den udbudte pris for et gennemsnitshus på 2,15 millioner kroner.

Coronaeffekten mærkes stadig – både i priser og udbud

Tal fra Finans Danmark bekræfter, at seks ud af syv, der købte sommerhus i løbet af ni måneder i 2020, fortsat har det, selv om der var spekulationer om, at sommerhusmarkedet ville blive oversvømmet, da verden åbnede sig igen.

Det er ikke sket – tværtimod er priserne fortsat steget. Her spiller et fortsat lavt udbud også ind.

– Vi ser en bemærkelsesværdig prisudvikling, hvor især sommerhuspriserne tæt på hovedstaden og på Bornholm er løbet stærkt. Det viser, at coronaeffekten stadig trækker lange spor – og at mange danskere har valgt at beholde deres sommerhus i stedet for at sælge, siger Michael Dalsager.

Selvom det samlede udbud af sommerhuse er steget lidt det seneste år, er det stadig historisk lavt.

Sammenlignet med toppen i juni 2016 er udbuddet på landsplan halveret – et fald på 51 procent. I nogle kommuner er faldet over 80 procent. Det presser priserne op, især i eftertragtede områder.

– Mange købte sommerhus under corona og har valgt at beholde det. Det betyder færre huse til salg og et marked, hvor efterspørgslen stadig overstiger udbuddet i mange dele af landet, siger Michael Dalsager.

I Home-kæden er der solgt knap 35 procent flere sommerhuse i årets første kvartal sammenlignet med året før, viser Home Boligbrief.

Uro kan rette fokus mod sommerhuse

Lige nu er der global uro om alt fra økonomi til sikkerhed, og det kan få flere danskere – og flere i vores nabolande – til at vende blikket mod de nære kyster.

– Det kan blive et plus for sommerhusejerne, hvis interessen for at eje og leje et sommerhus stiger yderligere, siger Michael Dalsager.

Størst stigninger siden 2015 – her er højspringerne

Landsdel Pris 2025 Pris 2015 Stigning
Københavns omegn 2,56 millioner kroner 1,05 millioner kroner 150,7 procent
Bornholm 2,21 millioner kroner 0,91 millioner kroner 141,3  procent
Vest- og Sydsjælland 2,15 millioner kroner 1,08 millioner kroner 99,3  procent
Nordsjælland 2,92 millioner kroner 1,54 millioner kroner 89,0  procent
Byen København 3,20 millioner kroner 1,85 millioner kroner 70,8  procent
Østsjælland 2,02 millioner kroner 1,21 millioner kroner 68,5  procent
Fyn 2,32 millioner kroner 1,44 millioner kroner 60,4  procent
Østjylland 2,24 millioner kroner 1,41 millioner kroner 58,8 procent
Vestjylland 1,64 millioner kroner 1,09 millioner kroner 50,2 procent
Sydjylland 2,12 millioner kroner 1,44 millioner kroner 47,6 procent
Nordjylland 1,67 millioner kroner 1,24 millioner kroner 34,4 procent

Prisudvikling seneste måned og år – udsving fordelt på landsdele

Landsdel Seneste måned Seneste år
Københavns omegn 0,1 procent 31,1 procent
Bornholm 0,2 procent 17,4 procent
Vest- og Sydsjælland 0,4 procent 8,8 procent
Nordsjælland 1,2 procent -4,1 procent
Byen København 0,2 procent 4,0 procent
Østsjælland -1,6 procent 7,2 procent
Fyn 1,4 procent 11,0 procent
Østjylland 0,9 procent -0,4 procent
Vestjylland 0,1 procent 6,2 procent
Sydjylland 0,4 procent 5,1 procent
Nordjylland 0,3 procent 0,9 procent

Pris for 80 kvadratmeter sommerhus (marts 2025)

Landsdel Pris
Byen København 3,20 millioner kroner
Nordsjælland 2,92 millioner kroner
Københavns omegn 2,56 millioner kroner
Fyn 2,32 millioner kroner
Østjylland 2,24 millioner kroner
Bornholm 2,21 millioner kroner
Sydjylland 2,12 millioner kroner
Vest- og Sydsjælland 2,15 millioner kroner
Østsjælland 2,02 millioner kroner
Nordjylland 1,67 millioner kroner
Vestjylland 1,64 millioner kroner

Kilde: Home/Boligsiden.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling