Hobros bymidte kan se frem til et markant løft, hvis byrådet godkender et forslag til en ny lokalplan for et 11.200 kvadratmeter stort område ved Adelgade, Skibsgade og Nytorv.
Planen åbner for et blandet byggeri med boliger, butikker og erhverv, som skal erstatte og supplere den nuværende bebyggelse.
Indtil videre har politikerne i Udvalget for Teknik og Miljø i Mariagerfjord Kommune nikket ja til at sende lokalplanforslaget i otte ugers offentlig høring.
Planen omfatter blandt andet en udvidelse af den eksisterende Føtex-butik fra cirka 2.210 til godt 2.710 kvadratmeter, opførelsen af en karrébebyggelse med 64 nye boliger samt omkring 1.230 kvadratmeter til butikker og erhverv.
Bygningerne mod Adelgade kan blive op til fire etager høje, mens bebyggelsen mod Skibsgade og Nytorv kan nå op til seks etager.
En væsentlig del af projektet er også etableringen af et parkeringshus på Nytorv. Det skal bygges oven på den nuværende parkeringsplads og rumme to ekstra dæk med 60 pladser på hvert niveau, ud over de eksisterende 100 pladser på terræn.
Projektet er udviklet af Mariagerfjord Kommunes fagenhed for Teknik og Miljø i samarbejde med bygherren EnergyTech Estate.
Undervejs har der været tæt dialog med Aarhus Stift for at sikre, at byggeriet respekterer Hobro Kirke, som ligger tæt på området. Aarhus Stift har vetoret i sager af denne karakter, og justeringer i projektet er sket på baggrund af deres input.
Arkitekturen skal tilpasses bymidten, hvor Adelgade og Skibsgade er præget af enkeltstående huse, der står side om side. Derfor lægger lokalplanen op til, at de nye bygninger opdeles i mindre afsnit med varierede facader.
Stueetagerne mod Adelgade og Skibsgade skal udføres i tegl, natursten eller beton, mens de øvre etager skal have en gullig eller rødlig farve, der harmonerer med Hobro Kirke og den omkringliggende bebyggelse.
Bygherren EnergyTech Estate ejes af Jens Rasmussen, der er administrerende direktør for Eurowind Energy, som han sammen med sin bror Søren Rasmussen, ejer halvdelen af.
EnergyTech Estate ejer 19 ejendomme med lejligheder, butikker og erhvervslejemål i Hobro samt tre ejendomme med i alt 300 lejeboliger i Aarhus, herunder en nybygget ejendom på Randersvej. I alt har selskabet 400 lejemål.
Porteføljen rummer også Herregården Lønborggård ved Skjern, som består af seks boliglejemål samt feriecenter til udlejning, og endeligt er selskabet i gang med at udvikle yderligere 260 lejeboliger i Aarhus.






















