Stort boligprojekt i Roskilde rykker nærmere

Projektet omfatter fire erhvervslejemål, 46 private udlejningsboliger og 15 almene boliger, der skal opføres efter den delegerede bygherremodel.

Boligprojektet Hammerhaven på Ringstedgade i Roskilde. Illustration: Aart Architects.
Boligprojektet Hammerhaven på Ringstedgade i Roskilde. Illustration: Aart Architects.

Boligselskabet Sjælland vil for godt 20 millioner kroner bygge 15 almene ungdomsboliger som led i projektet Hammerhaven ved Ringstedgade tæt på stadion i Roskilde.

Ungdomsboligerne bliver en del af en ny boligbebyggelse i centrum af byen, hvor der samlet planlægges 61 boliger.

Bag projektet står desuden anpartsselskabet Ringstedgade, Roskilde I, der ejes af Peter Frandsen og John Bech Hansen.

Hammerhaven opføres på en grund på 3.726 kvadratmeter og får et samlet etageareal på 4.850 kvadratmeter. Byggeriet opføres som to bygninger, en L-bygning og en U-bygning, der tilsammen danner gårdrum og passager med grønne opholdsarealer.

Projektet omfatter 46 private udlejningsboliger, mens de 15 almene ungdomsboliger placeres i den såkaldte L-bygning, som ligger tættest på krydset mellem Ringstedgade, Borgediget og Jernbanegade.

Boligprojektet Hammerhaven på Ringstedgade i Roskilde. Illustration: Aart Architects.
Boligprojektet Hammerhaven på Ringstedgade i Roskilde. Illustration: Aart Architects.

Derudover omfatter projektet fire erhvervslejemål i stueetagen, som skal bidrage til bylivet langs Ringstedgade. Erhvervslokalerne forventes at få størrelser mellem 62 og 86 kvadratmeter.

Der etableres parkering i en nedgravet parkeringskælder i to niveauer samt enkelte pladser på terræn. Samlet planlægges der 79 parkeringspladser og 214 cykelparkeringspladser.

Ungdomsboligerne indrettes med eget tekøkken samt eget bad og toilet, og der etableres fælles faciliteter som vaskeri og opholdsarealer i stueplan. De bliver mellem 31 og 44 kvadratmeter store, og får en månedlig husleje på mellem 4.860 kroner og 6.900 kroner.

Projektet er tegnet af Aart Architects i samarbejde med landskabsarkitekter fra Masu Planning. Byggeriet planlægges opført i 2025-2026 og skal certificeres til DGNB Guld.

Sagen var i går på dagsordenen i økonomiudvalget i Roskilde Kommune. Her blev den dog udsat til det næstkommende møde.

Tilmeld Nyhedsbrev