Stort kontor- og parkeringsprojekt i Herning er foreløbigt vedtaget

Foruden et nyt kontorbyggeri skal der bygges et nyt parkeringshus i erhvervsområdet tæt på Dronningens Boulevard i Herning.

I Herning er endnu et skridt taget mod udviklingen af et erhvervsområde midt i byen.

Lokale Jacobsen Group står samarbejde med arkitekter fra Sweco bag et kommende kontorbyggeri på Haraldsgade, og en ny lokalplan skal desuden give mulighed for, at der kan bygges et parkeringshus mellem Dronningens Boulevard og Poulsgade.

Byplan- og Bosætningsudvalget har foreløbigt vedtaget lokalplanforslaget.

Beslutningen bygger på en politisk godkendelse fra oktober 2025 om at igangsætte ny planlægning ved Haraldsgade. På den baggrund er der udarbejdet en lokalplan i samarbejde med ansøgeren samt et tillæg til kommuneplanen, da projektet ikke er i overensstemmelse med de gældende rammer.

Lokalplanområdet omfatter cirka 5.000 kvadratmeter i et eksisterende erhvervsområde. Området er afgrænset af en lommepark mod nord, Dronningens Boulevard mod syd og blandet bolig og erhverv mod øst og vest. Planen skal sikre en sammenhængende og arkitektonisk bearbejdet udbygning, der samtidig styrker indtrykket af ankomsten til Herning.

Planen giver mulighed for at opføre et kontorbyggeri på op til 6.500 etagemeter fordelt på højst syv etager og med en maksimal højde på 32 meter. Byggeriet skal opføres i tegl og udformes med varierede facader og vinduespartier for at skabe et udtryk, der passer ind i erhvervsbåndet langs Dronningens Boulevard.

Derudover åbner lokalplanen for et parkeringshus på op til 5.000 etagemeter i op til tre etager. Her stilles der krav om grønne facader og materialer i rødlige nuancer, så bygningen spiller sammen med den nærliggende lommepark og boligområdet mod nord. Eksisterende træer skal så vidt muligt bevares, og fældede træer skal erstattes med ny beplantning, der kan fungere som naturlig afskærmning og skabe grønne byrum.

Planen omfatter også områder til rekreative formål, parkering på terræn samt en eksisterende logebygning og lommepark, som begge bevarer deres nuværende funktioner.

Tilmeld Nyhedsbrev