Ejendomsudvikleren Nrep står med Nordstern som totalentreprenør bag projektet Woods Office på Teglholmsgade i Københavns Sydhavn.
Den 5. september blev der holdt rejsegilde på det nye kontorbyggeri.
Det oplyser totalentreprenøren i en pressemeddelelse.
– Rejsegildet markerer en vigtig milepæl, hvor det vi har planlagt og arbejdet for i årevis nu står synligt for alle, udtaler Troels Normann, projektdirektør hos Nordstern.
– Det er et bevis på, at komplekse byggeprojekter lykkes, når håndværkere, rådgivere og bygherre arbejder godt sammen.
Det seks etager høje kontorhus får næsten 13.500 kvadratmeter kontorer, over 1.200 kvadratmeter detailhandel og café samt en parkeringskælder med plads til 77 biler, hvoraf flere får adgang til ladestandere.
Bygningen indrettes efter Woods-konceptet, som lægger vægt på fleksible arbejdspladser. I stueetagen bliver der reception, kantine, café og en dagligvarebutik, som både medarbejdere og lokalområdet får glæde af.

De øverste etager indrettes med fælles tagterrasser, og taget udstyres med solceller. Ambitionen er at skabe et hus, der er levende og aktivt både i og uden for arbejdstiden.
En central del af projektet er det bæredygtige energisystem, der udvikles i samarbejde med Energy Machines. Bygningen får et fuldt integreret anlæg, som producerer, lagrer og genanvender energi til opvarmning, køling og ventilation.
Det giver lavere energiforbrug og reduceret udledning af CO2. Kontorhuset er allerede præcertificeret til DGNB Guld, som vurderer miljømæssige og økonomiske forhold, og DGNB Hjerte, der måler på sundhed og trivsel for brugerne.
Byggeriet er tegnet af PLH Arkitekter med Afry som rådgivende ingeniør. Det forventes at stå færdigt i januar 2027.
























