Stort parkeringshus i Glostrup på tegnebrættet

Som led i et projekt med knap 200 boliger skal der bygges et parkeringshus med plads til over 380 biler i Glostrup.

Glostrup Kommune vil udarbejde en ny lokalplan for et parkeringshus ved Engtoftevej, som skal betjene nye boliger samt Glostrup Fritidscenter og daginstitutionen Regnbuen.

Den gældende lokalplan fastlægger placeringen, men ikke de konkrete rammer for byggeriet. Thylander blev i juni 2025 udpeget som køber af arealet syd for fritidscentret, hvor der skal bygges 193 lejligheder.

Det var et vilkår i grundsalget, at Thylander skulle skitsere et parkeringshus med passende udformning og tilpasning til omgivelserne.

Derfor har selskabet i samarbejde med Glostrup Kommune og Danielsen Architecture arbejdet med et skitseprojekt og de overordnede vilkår for drift og ejerforhold.

Det nye parkeringshus foreslås med 384 pladser. Sammen med 83 pladser i det omkringliggende vejnet vil området få i alt 467 parkeringspladser, hvilket er flere end i de tidligere planer.

Parkeringshuset vil består af fem etager med parkering mod Christiansvej og seks etager mod Søndre Ringvej, hvoraf den nederste etage er delvis nedgravet. Bygningen er dog et regne som en fire etagers bygning, idet det øverste lag parkering ligger på selve tagfladen af bygningen.

Kommunen vurderer, at kapaciteten er tilstrækkelig til både boliger, fritidscenter og daginstitution.

Forslag til lokalplan ventes politisk behandlet i juni 2026 og skal være endeligt vedtaget senest den 1. december 2026.

Tilmeld Nyhedsbrev