Boligforeningen Fremads afdeling 6 – Siriusparken har flere byggetekniske problemer, og derfor har boligforeningen ansøgt Landsbyggefonden om en helhedsplan for at fremtidssikre afdelingen. Byrådet i Esbjerg godkendte den 7. december 2021 økonomien projektet, men siden er der sket markante ændringer.
– Efter licitation af anlægsarbejderne har anlægssummen ændret sig fra 151 millioner til cirka 191 millioner, så det er jo en ret pæn stigning, sagde borgmester i Esbjerg Kommune, Jesper Frost Rasmussen (V) på byrådsmødet.
– Det er jo desværre nok det, man oplever mange steder i disse tider, hvor tingene er blevet dyrere, end man troede, da man startede, men det er så virkeligeheden, sagde han videre.
Projektet blev udbudt i tre storentrepriser i et begrænset EU-udbud. På storentreprise 1 (anlæg) var der et tilbud fra en entreprenør. Denne entreprise blev derfor genudbudt i en indbudt licitation. Skema B ansøgningen er med baggrund i dette udarbejdet med baggrund i afholdt licitation den 18. oktober 2021 for storentreprise 2 og 3 og med licitationen for storentreprise 1 den 14. december 2021. Licitationen viste en stigning i forhold til det estimerede ved skema A på godt 40 millioner kroner i forhold til de støtte arbejder, fremgår det af referatet fra byrådsmødet.
Boligforeningen har været i dialog med Landsbyggefonden og de har givet tilsagn til en øgning af den støttede anlægsramme, fremgår det videre.
Siriusparken består af 219 boliger samt fælleshuse og vaskerier i Vædderens Kvarter. Bebyggelsen er oprindeligt udført som tæt lavt byggeri i tre etaper omkring 1983-1987, og alle boliger står over for en renovering.
For at gøre bebyggelsen mere tidssvarende og attraktiv, ombygges 42 boliger i stueplan til tilgængelighed og 14 boliger beliggende på 1. og 2. sal sammenlægges til syv boliger.
Projektet udføres som del af rammeaftale med DAB. Ingeniør’ne udfører totalrådgivning med gennemførelse af projekt- og projekteringsledelse, IKT ledelse, miljø, brand inklusive certificering, anlæg, konstruktioner inklusive certificering, VVS, ventilation og EL, arkitektydelser, brugerinddragelse samt byggeledelse og fagtilsyn.
Helhedsplanen indeholder følgende:
- Opretning af gavle og tage
- Renovering af altaner og altangange
- Udskiftning af døre og vinduer
- Nye lydisolerede gulve
- Ombygning og tilgængelighed i henhold til Landsbyggefondens principper for tilgængelighed
- Sammenlægning af boliger
- Renovering/udskiftning af varme-, vand-, elinstallationer og afløb for de ombyggede og sammenlagte boliger
- Nyt fjernvarmeanlæg i de øvrige boliger
- Etablering af ventilationsanlæg
- Etablering af tilgængelighed i terræn/udearealer
Projektet er ikke blevet ændret mellem skema A og B, men der er foretaget følgende optimeringer af projektet:
- Besparelse på efterisolering af taget, da det ikke kunne eftervises at være rentabel.
- Besparelse på efterisolering af teknikskure, da de tekniske installationer udskiftes og isoleres så de kan stå uopvarmet.
- Altangange på indgangssiden udgår. Dette betyder at daglysforholdene i stuelejlighederne forbedres og redningsforhold til 2. sal sikres.
- Besparelse i forhold til ændring af lydisoleringsmetoden.