Byrådspolitikerne i Odense godkendte den 27. april lokalplanen for et 8.500 kvadratmeter stort skolebyggeri i uddannelsesområdet City Campus mellem jernbanen og Odense havn. Tietgenskolen står bag den kommende skole, der skal have plads til 7-800 elever.
– Og her er det glædeligt at bemærke, at skolen kommer til at have erhvervsuddannelser, der er målrettet borgere med ordblindhed og mennesker med lettere former for autisme. Det er et rigtigt dejligt tiltag og en stor anerkendelse af de mennesker, der besidder en masse gode kompetencer og ressourcer, men som kan have lidt svært ved at finde sin plads i den almene undervisning, sagde rådmand for By – og Kulturforvaltningen i Odense, Søren Windell (K), på byrådsmødet.
Skolen skal blandt andet rumme erhvervsuddannelser indenfor Tietgen Business som EUD og EUX.
Skolebygningen må være op til fire etager, men nedtrappes mod vest til tre og to etager med tagterrasser. Byggeriet skal certificeres til DGNB Guld.
Lokalplanen sikrer, at “bebyggelsens udtryk bliver afrundet omkring en organisk udformet bygningskrop, og at facaderne får et lyst udtryk med stoflighed i facadebeklædningen”, fremgår det af et notat fra Odense Kommune. Skolen opføres ifølge lokalplanen som “fløje omkring centrale samlings- og fordelingsrum”.
Med byggeriet færdiggøres også Kilen, så der er et sammenhængende grønt stisystem fra byen ud for Kongens Have til havnen og skovene nord for Toldbodgade, oplyser kommunen.
I forbindelse med udbud af bygherrerådgivning i slutningen af 2020 fremgik det, at den forventede byggesum vil udgøre 200 millioner kroner. Der er dog løbet en del vand gennem åen med coronapandemi og den russiske invasion af Ukraine siden da.
Priserne på blandt andet byggematerialer er ifølge Dansk Industri samtidig steget med over 30 procent, men omvendt er projektet også blevet nedskaleret en smule fra 9.000 kvadratmeter til 8.500 kvadratmeter efter bygherres ønske. I høringsperioden er der således blevet arbejdet med tilretning af projektet, så projektets omfang nu ligger mere fast, end da lokalplanforslaget blev udarbejdet.