
Teknologisk Institut indvier den 25. juni 2025 nyt storskala klimakammer, der gør det muligt at simulere vejrlig og stressteste byggekomponenter og sammenbyggede elementer mod fremtidens vildere og mere ekstreme vejr.
Det oplyser instituttet i en pressemeddelelse.
Klimakammeret skal bruges til at teste og dokumentere levetiden, holdbarheden og modstandsdygtigheden af fremtidens byggekomponenter.
– Med det nye klimakammer kan vi simulere og dokumentere, hvordan byggekomponenter ældes under specifikke klimatiske forhold. Det vil sige, at vi nu kan stressteste facadekonstruktioner med samlingsdetaljer, mod de vejrslige forhold, vi står overfor nu – men også i fremtiden, udtaler sektionsleder Mads Borregaard Hansen, Teknologisk Institut.
– Det vil give producenterne et unikt grundlag for produktudvikling, hvor de sammen med Teknologisk Institut, kan afprøve forskellige detaljer og materialer løbende i processen.
Han påpeger, at også bygherrer, arkitekter og entreprenører vil få gavn af at afprøve deres visioner og koncepter inden den endelige byggefase går i gang.
– Vi har ofte set nytænkende facade-koncepter, som bliver opført uden dokumentation af for eksempel vandtæthed. Det er både dyrt og besværligt at rette op på, når skaden er sket. Klimakammerets størrelse gør, at hele sammensatte konstruktioner kan testes på en gang, hvilket giver et mere retvisende billede af, hvordan forskellige byggekomponenter fungerer under realistiske forhold, tilføjer han.
I kammerat kan man kontrollere parametre som temperatur, fugt, regn og UV-stråling på begge sider af konstruktionen. Derved får man et meget mere præcist billede af, både hvordan enkelte materialer vil performe over tid, men også hvordan de fungerer i samspil med andre dele i facadekonstruktionen.
Med det nye klimakammer bliver det altså muligt at teste for klimatiske forhold, der er mere ekstreme, end hvad man vil kunne opleve i Danmark, og med et gulvareal på 30 kvadratmeter kan man foretage test af endnu større emner end tidligere.
Den nye Byggevareforordning trådte i kraft den 7. januar 2025. Den vil sætte krav om dokumentation af levetid og holdbarhed af byggekomponenter, når det kommer til blandt andet CE-mærkning.
Praktisk information
Indvielsen af det nye klimakammer finder sted onsdag den 25. juni klokken 13-15 hos Teknologisk Institut på Kongsvang Allé 24, bygning 21 i Aarhus.
Tilmelding skal ske til Birgitte Serejo på bse@teknologisk.dk senest onsdag den 18. juni. Oplys venligst navn, telefonnummer og firma.
Kilde: Teknologisk Institut.