Succesfuld test med CO2-reduceret forsøgsbeton ved Aarhus

Den første fuldskala-demonstration i Danmark viser vejen for udbredelse af CO2-reduceret beton i større skala.

Ved udvidelsen af en motorvej nær Aarhus er der netop blevet anvendt CO2-reduceret beton i en støttemur – for første gang i Danmark i fuld skala.

Projektet er en del af Calliste-samarbejdet, hvor Teknologisk Institut, IBF og Vejdirektoratet tester fremtidens mere klimavenlige byggematerialer.

Det skriver Teknologisk Institut i en pressemeddelelse.

– Dette er en vigtig milepæl for byggebranchen. Ved at teste denne type beton i en virkelig konstruktion får vi viden om materialets egenskaber under realistiske forhold, hvor betonen udsættes for reelle påvirkninger fra vejrforhold og saltning i forbindelse med glatførebekæmpelse. Det er afgørende for den videre udvikling, siger betonspecialist Søren Lundsted Poulsen fra Teknologisk Institut, som er projektleder for Calliste.

Betonen er fremstillet med en forsøgsudgave af Futurecem-cement fra Aalborg Portland, hvor op til halvdelen af de CO2-tunge cementklinker er erstattet med kalcineret ler og kalk. Den anvendte beton reducerer CO2-udledningen med omkring 20 procent sammenlignet med traditionel beton.

Ifølge Teknologisk Institut er formålet at dokumentere, hvordan den nye beton opfører sig under realistiske forhold med frost, salt og slid – og dermed bane vej for udbredelse i fremtidens bygge- og anlægsprojekter.

Vejdirektoratet ser stort potentiale i materialet, og betonproducenten IBF melder om positive erfaringer fra støbningen. Demonstrationsprojektet er det sidste i Calliste-samarbejdet, som har haft et samlet budget på 33 millioner kroner støttet af Innovationsfonden.

Fakta om Calliste-projektet

Titel: CALcined clay-LImeStone Technology Extension (Calliste)

Varighed: Fire år og seks mpneder (1. oktober 2020 – 31. april 2025)

Samlet budget: 33,1 millioner kroner

Innovationsfondens investering (gennem Grand Solutions-programmet): 21,6 millioner kroner

Formål: At videreudvikle Aalborg Portlands Futurecem-teknologi, så kravene fra alle anvendelsesområder inden for beton bliver dækket endnu bedre, samt at opnå en endnu større CO2-reduktion. Der opnås en væsentlig CO2-besparelse i forhold til traditionel Portland cement ved delvist at erstatte cementklinker med en kombination af kalcineret ler og kalk.

Partnere

  • Aalborg Portland
  • Teknologisk Institut
  • Technical University of Munich
  • Aarhus Universitet
  • DTU
  • Unicon
  • CRH Concrete
  • IBF
  • Vejdirektoratet
  • FB Gruppen
  • Femern A/S
  • Dansk Beton

Kilde: Teknologisk Institut.

Tilmeld Nyhedsbrev