Risikoen for stormflod i København vokser i takt med klimaforandringerne, og både boliger, kulturarv og infrastrukturen omkring hovedstaden er i stigende grad udsat.
Derfor sætter Sund og Bælt nu arbejdet i gang med en miljøkonsekvensvurdering af det såkaldte Lufthavnsdige, der skal beskytte Sydamager mod oversvømmelser fra havet.
Det oplyser det statsejede selskab i en pressemeddelelse.
Et bredt flertal i Folketinget besluttede i oktober en accelerationspakke for kystbeskyttelse, som blandt andet pålægger Sund og Bælt at undersøge, hvordan et nyt dige kan sikre områderne omkring Københavns Lufthavn, Øresundsmotorvejen og Øresundsbanen. Lufthavnsdiget løber fra lufthavnen mod øst og videre sydpå til Ullerup- og Vestamagerdiget, hvor det skal styrke beskyttelsen af den kritiske infrastruktur.
– Klimaforandringer giver udfordringer i fremtiden, som vi er nødt til at forholde os til i dag. Det er afgørende, at vi handler i tide for at beskytte vores kritiske infrastruktur mod stormfloder og stigende vandstande, udtaler Christian Henriksen, der er myndighedschef hos Sund og Bælt.
Forud for selve miljøkonsekvensvurderingen inviterer Sund og Bælt til borgermøde på Amager. Her vil borgere og andre interesserede få en gennemgang af projektet og mulighed for at stille spørgsmål til fagfolk.
Mødet finder sted onsdag den 3. december 2025 fra klokken 17 til 19 hos Simgolf Amager på Amager Landevej, hvor dørene åbner klokken 16.30. Præsentationen optages og offentliggøres senere på Sund og Bælts hjemmeside.
Tilmelding er nødvendig senest den 28. november på Sund og Bælts hjemmeside. De, der ikke kan deltage, får mulighed for at komme med idéer og spørgsmål i en idéfase frem til den 19. december 2025 ved at skrive til lufthavnsdiget@sbf.dk.























