En ny wellnessafdeling med varmtvandsbassin, koldtvandsbassin, afslapningsområde, spabad, sauna, dampbad har længe stået højt på ønskesedlen blandt brugere af Ribe Svømmebad, skriver Esbjerg Kommune i en pressemeddelelse.
Esbjerg Byråd har tidligere sat penge af i budgettet til at udvide Ribe Svømmebad. Kultur & Fritidsudvalget i Esbjerg Kommune har nu besluttet at søge Byrådet om at få frigivet 1,5 millioner kroner i budgettet, så projekteringen af en udvidelse af Ribe Svømmebad med de nævnte faciliteter kan gå i gang.
– Gode fritidsfaciliteter er vigtige, når vi skal tiltrække nye borgere og besøgende, og danner samtidig rammer for sundhed, fællesskab og livskvalitet for alle borgere. Jeg ser derfor frem til, at vi kan gå i gang med at projektere en ny wellnessafdeling til Ribe Svømmebad, udtaler formand for Kultur & Fritidsudvalget i Esbjerg Kommune, Jakob Lose (V), i meddelelsen.
Det forventes, at byggearbejdet kan starte i begyndelsen af 2024. Udvidelsen i form af en wellnessafdeling bliver en tilbygning til det eksisterende svømmebad.
Det vil derfor være muligt at bruge svømmebadet, mens arbejdet står på. Byggeriet forventes afsluttet ved udgangen af 2024.
Den samlede projektsum er på 15,2 millioner kroner med 1,5 millioner kroner til projektering i 2023 og 13,7 millioner kroner i 2024 til projektets udførelse.
Esbjerg Kommune har fået udarbejdet et skitseprojekt af P+P Arkitekter og ingeniørerne fra Concrete Projects.