Sweco Danmark leverer endnu et solidt kvartal

Den danske forretning er blandt koncernens bedste og nyder godt af høj aktivitet inden for grøn omstilling, vand og klimasikring.

Sweco Danmark fortsætter den stabile fremgang og leverede i tredje kvartal af 2025 en omsætning på 535 millioner kroner i forhold til den aktuelle valutakurs.

Det er på niveau med omsætningen i samme kvartal i 2024 og svarer ifølge en pressemeddelelse fra koncernen til en organisk vækst på 2,6 procent sammenlignet med samme periode sidste år.

Indtjeningen steg markant, og EBITA-marginen landede på 17,4 procent mod 14,3 procent året før.

– Vi oplever et overvejende stabilt marked med god aktivitet inden for grøn omstilling, vand- og klimasikring, infrastruktur, urbanisering og forsvar, hvor behovet for helhedsorienterede løsninger vokser. Det giver et solidt grundlag for vores fortsatte momentum, udtaler Dariush Rezai, administrerende direktør for Sweco Danmark.

Han fremhæver, at virksomhedens styrke ligger i den brede faglighed og evnen til at kombinere lokal indsigt med international ekspertise.

– Vi arbejder som en mindre rådgiver med nærvær, korte beslutningsveje og tæt kundekontakt, samtidig med at vi styrker samarbejdet på tværs af Sweco-lande for at bringe internationale specialister og erfaringer endnu tættere på vores danske projekter.

Sweco Danmark har i årets løb haft solid aktivitet inden for infrastruktur og klimasikring, mens markedet for industriprojekter og energi har vist en mere afdæmpet udvikling.

Særligt efterspørgslen på vand- og miljøløsninger har været stærk, og selskabet har i løbet af året leveret rådgivning til Banedanmark på en række miljøprojekter, der skal sikre en mere bæredygtig udvikling af jernbanenettet.

På koncernniveau steg Swecos samlede EBITA med 19 procent til 480 millioner kroner, og nettoomsætningen steg med godt 5 procent til 4,9 milliarder kroner i tredje kvartal. Danmark var blandt de lande, der bidrog mest til væksten med en markant forbedring af indtjeningen.

Sweco beskæftiger i dag omkring 1.900 medarbejdere i Danmark og over 23.000 på tværs af Europa.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling