Sweco, Danske Bank og Realkredit Danmark vil styrke ejendomssektorens grønne omstilling

Sweco og Comundo skal hjælpe Danske Bank og Realkredit Danmarks ejendomskunder med at udlede mindre CO2 og øge værdien af deres ejendomme.

I et nyt partnerskab med Danske Bank, Realkredit Danmark og klimatech-virksomheden Comundo vil Sweco hjælpe bankens ejendomskunder med at reducere CO2-udledningen og understøtte den grønne omstilling.

Det skriver Sweco i en pressemeddelelse.

– Sammen med vores kunder arbejder vi i Sweco hver dag med samfundets grønne transformation. For ejendomsbesiddere hjælper vi med fremtidssikrede løsninger, der gør ejendomme mindre energikrævende, udtaler Dariush Rezai, administrerende direktør i Sweco Danmark.

Læs også: Realdania investerer i ejendomme med lavt CO2-aftryk

– Vores rådgivere står klar til at udvikle en plan med konkrete, operationelle forbedringer, der optimerer bygningernes energiforbrug og energimærke og samtidig opfylder fremtidige bæredygtighedskrav.

Ifølge Sweco kommer 20 procent af CO2-aftrykket i Danmark fra drift af eksisterende ejendomme.

Med hjælp fra partnerskabet kan ejendomsbesiddere opnå lavere driftsomkostninger, adgang til finansiering, øge værdien af deres ejendomme, sikre overholdelse af nuværende og fremtidig lovning og opnå en grønnere profil, skriver Sweco.

Handlingsplan for grøn omstilling

Sweco tilbyder Danske Banks og Realkredit Danmarks kunder en skræddersyet handlingsplan med anbefalinger til konkrete energiforbedringer.

Med partnerskabet rådgiver Sweco konkret ejendomskunderne i at få:

  • Vurderet deres bygningers aktuelle energimærketilstand og energiforbrug
  • Afdækket energibesparende tiltag, der passer til ejendommens behov og budget
  • En prioriteret plan for initiativer til energieffektivisering og driftsoptimering
  • Et CO2 reduction roadmap med en varighed på op til 10 år
  • Mulighed for et fornyet energimærke.

Swecos rådgivning bygger på en lang erfaring med rådgivning til alle typer af bygningsejere: store private investorer, almene boligselskaber, ejer- og andelsforeninger. Partnerskabet tilbyder også rådgivning om ESG-strategi, CSRD-rapportering og EU Taksonomi.

Danske Bank og Realkredit Danmark sparrer efterfølgende med deres ejendomskunder om finansiering, så handlingsplanerne kan blive omsat til konkrete energiforbedringer.

Klimatech-virksomheden comundo hjælper med at synliggøre ejendomskundernes reducerede CO2-udledning. Konkret forenkler og automatiserer comundos digitale løsning indsamlingen af ejendomskundernes CO2-data.

Kilde: Sweco.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling