Som led i jagten på den planetære byggeskik lancerer Sweco og Det Planetære Projekt podcasten
Som led i jagten på den planetære byggeskik lancerer Sweco og Det Planetære Projekt podcasten "Spottet". Klimajournalist Thomas Hebsgaard er vært sammen med innovationsdirektør Karl-Martin Buch Frederiksen. Foto: PR.

Byggebranchen er i dag en af de mest klima- og miljøbelastende sektorer. Derfor lancerer Sweco nu begrebet den planetære byggeskik som en fælles retning for, hvordan branchen kan bygge mere bæredygtigt.

Det oplyser rådgivervirksomheden i en pressemeddelelse.

Initiativet udspringer af Swecos innovationslaboratorium Det Planetære Projekt, der blev startet i 2024.

– En planetær byggeskik er ikke skabt endnu, og vi opnår den næppe med et enkelt projekt eller initiativ. Men det er vigtigt, at vi på tværs af fagligheder har modet til at skabe noget, vi kan stræbe efter – en byggeskik, der i fremtiden kan holde sig inden for de planetære grænser, siger Karl-Martin Buch Frederiksen, innovationsdirektør i Sweco og leder af Det Planetære Projekt.

De første skridt tages i Skive, hvor Sweco står bag udviklingen af Spottet – et regenerativt egnshus med 40 mikroboliger, undervisningslokaler, værksteder og et stort åbent atrium.

Byggeriet skal opføres på den tidligere slagterigrund midt i byen og fungere som et levende eksperimentarium for biobaserede byggematerialer, genanvendelse og innovativ arealforvaltning.

– Jeg tror, vi skal turde at lave byggerier, som viser, hvordan det planetære kan sætte nye standarder for fremtidens byggeri. Og det vil vi gerne være med til at demonstrere, siger Lars Fjalland, formand for Foreningen Spottet og direktør i Business Skive.

Lancerer ny podcast

Som en del af initiativet lancerer Sweco også podcasten Spottet, hvor klimajournalist Thomas Hebsgaard og Karl-Martin Buch Frederiksen undersøger, hvordan en planetær byggeskik kan se ud i praksis.

Over seks afsnit medvirker blandt andre professor Katherine Richardson, designer og tv-vært Søren Vester samt flere af Swecos egne eksperter.

– Alle virksomheder står i den situation, at de er i gang med at miste deres uskyld. Og det skal vi hjælpe hinanden med, siger Karl-Martin Buch Frederiksen.

– Vi skal hjælpe hinanden med at komme over på den anden side, hvor vi begynder at se fremad. Det er derfor, vi gerne vil etablere det her nye begreb, den planetære byggeskik – som noget, man sammen kan stræbe efter.

Podcasten Spottet kan høres på Apple Podcasts, Spotify, Podimo og andre platforme fra den 28. oktober.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling